Havde Inspektionen i Sparekassen. Meyer fortalte, at Kaptajn Pontoppidans Kone havde udtalt sig meget pessimistisk om Situationen på Krigsskuepladsen og om Nødstilstanden hjemme. Når en tysk Dame indrømmer sligt, må det se galt ud i det tyske Rige.
Aflagde et hyggeligt Besøg hos min gode Veninde Komtesse Lerche, der havde haft en højst ubehagelig Rejse fra Langeland hertil iforgårs. Om Aftenen så jeg på Det Ny Teater den store Succes, Svend Rindoms Det sorte Får. Forfatteren har en sikker Sans for Aktualiteten.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
Jeg havde en overordentlig god Aften ude i Det Ny Teater, hvor jeg så et nyt ungarsk Drama: En 19 Års Yngling bliver forført af en erfaren, fejende Verdensdame. Sujettet var behandlet med Poesi, og Gerhard Jessen gav den unge Mand med henrivende Skønhed.
Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.
Det var en hel Vognpark, der rykkede ud fra Slottet mod Lohals, først de 3 Damer med Kammerjomfruer i Lundsgaardsvognen, så jeg i den gule og endelig Bagagevognen. I Lohals måtte vi vente lidt på Damperen. Det var så varmt, at Damerne kunne sidde oppe på Dækket.
De Allieredes Fremskridt er ganske forbløffende. Moder og jeg var nede hos Sørups for at bevidne vor Deltagelse i Anledning af Sønnens Død. Han blev skudt ned af en Officer ombord på en tysk Undervandsbåd ude på Vesterhavet.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Et langt overstrømmende kærligt Brev fra Viggo fyldte min Sind med Glæde. Også fra Axel Jarl var der Brev, han glæder sig over Viggos og min Lykke. Store Begivenheder!
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Var ude på Det Ny Teater at se en yderst spændende Detektivkomedie Barton-Mysteriet. Talte med Amtmand Grøn.