Var inde i Kerteminde at besørge en Del Ærinder, blandt [andet] på Posthuset at afhente det Brev fra Köln med Billet til Opførelsen af Elektra den 29. Juni.
Vincens Leth kom om Morgenen for at følges med Hans og mig til Onkel Julius’ Begravelse. Vi kørte i Automobil til Rudkøbing, hvor Ekstraskibet, der skulle sejle Langelænderne over til Svendborg, havde Dampen oppe.
Spiste Frokost hos Haffner og var så til Te hos Albrecht Schmidt ude på Lykkesholms Alle. Han var meget glad ved sin optræden i Jeromes Den sidste Gæst, som jeg lover mig meget af i morgen.
Var i mit sorteste Humør under Gudstjenesten og endnu værre blev det under en Familiespadseretur inden Frokosten.
Stor Middag bagefter, de fra Nedergaard og Egelykke var der, jeg førte Komtesse Lerche til Bords.
Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
Var henne på Hofteatret for at se de historiske Steder og Museet, en særlig Patina syntes mig at hvile over Michael Wiehes og Høedts Påklædningsværelse bag Scenen.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!
Chamberlain har nu slået i Bordet og erklæret, at ifald en fremmed Magt anfalder Polen, vil England erklære vedkommende Magt Krig. Der kan af gode Grunde ikke være Tale om anden Magt end Tyskland, for England og navnlig Frankrig, har nærmet sig stærkt til Rusland.
Forsvarsministeren har indkaldt 9000 Mand som Følge af de urolige Forhold i Europa, også et Par Krigsskibe er blevne bemandede. Der er såmænd al mulig Grund til det, da Situationen ser meget truende ud.
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.