Rart Brev fra Houmark fuld af Glæde over min Søn Don Carlos og Harme over den uretfærdige og ondskabsfulde Kritik; et lignende Brev fra Astrid Brettar-Meyer, der heldigvis har det bedre.
Fik Besøg af Karl Gustav, der var kommet lidt over Skuffelsen ved Don Carlos’ Fiasko; der bliver ikke noget af Oplæsningen in pleno af Schillers Tragedie, Svend Fridberg er bange for at blive lagt for Had af Pressen, der sikkert vil betragte det som en Demonstration.
Henimod Middag kom Karl Gustav, der overbragte mig en Indbydelse fra Direktionen for Allé-Scenen til at overvære en af Prøverne på det franske Drama Antigone… Karl Gustav var meget optaget af Rigtige Mennesker i Riddersalen.
Karl Gustav besøgte mig, da jeg kom hjem, han mente, at de Tilskuere, der gik til Antigone, gik der af Snobberi og de roste det, for ikke at blive ansete for Nazister.
Udenfor Kirken havde jeg en lang Samtale med Carl Heger, hvem Sladderen allerede havde forebragt, at jeg ikke syntes om Antigone.
Karl Gustav viser mig stadig små Opmærksomheder; han var hos mig; fortalte, at Marianne holdt så meget af mig.
Karl Gustav besøgte mig inden Middag, han var meget opfyldt af, at han med kort Varsel skal spille Prologus i Antigone, da Hans Henrik Krause nu skal prøve på Frederiksberg Teater.
Spiste en god Middag i Drachmannskroen; der var Prøve i Riddersalen på Natteherberg. Var i Allé-Scenen og så for anden Gang Antigone, der vinder ved at ses en Gang til.
Karl Gustav sad og ventede på mig; han havde været der i omtrent en Time; Sminken sad på hans Ansigt fra Eftermiddagsforestillingen med Antigone.
Talte med Direktør Heger, der udgød sig i Begejstring for Anouihl, en Begejstring, jeg absolut ikke kan dele, jeg rådede ham til at dyrke Oehlenschläger, navnlig hans Yrsa, Heger var ængstelig for sin Meddirektør Per Knutzon, der atter ligger [syg] af Mavesår.
Arbejdede på Storkansleren. Karl Gustav besøgte mig, han fortalte om det meget Arbejde, Skuespillerne havde haft i Søndags.
Havde Besøg af Starck, hvem jeg lovede nogen økonomisk Hjælp, da han længe havde været uden Engagement; ikke siden han rejste i Provinserne med Erik Lassen og spillede i Ebberød Bank; det at han nærmer sig de 60 bevirker, at han vanskelig kan få Engagement.
Besøg af Karl Gustav, der fortalte, at hans Svigerforældre havde været meget begejstrede over Familiesmykkerne, jeg havde givet Marianne.
Glæder mig meget til Erlings Besøg imorgen. Fru Andersen besøgte mig, hun var meget urolig for Svigersønnen, der endnu stadig er i russisk Krigsfangenskab, medens Datteren har måttet flytte ned til Eckernförde, for at varetage Munches store Fiskeimportforretning.