Koncert

Estrup er gået af! Efter have regeret så godt som enevældigt i 20 År per fas et nefas kan han trække sig tilbage som Sejrherre. Han har opnået at se Folketinget godkende Provisorierne.

Jeg havde Besøg af Løjtnant Dons om Morgenen, han ville høre om Udenrigsministeriet kunne gøre noget for hans Søster i Anledning af de Haderslevske Autoriteters Vægring ved at lade hende synge i deres By.

Alt er lukket i København de 4 lange Helligdage, ikke en Butik åben, ikke en Koncert, ikke en Teaterforestilling, det er drøje Dage. Jeg så ud til Graaes, stakkels Fru Graae var stærkt angrebet af denne bandsatte Influenza. Moder og jeg tilbragte Aftenen roligt sammen.

Efter Aftale mødtes jeg i Odd Fellow Palæet med Haffner til Paul Schmedes’ Koncert. Han har en meget smuk Stemme, der rigtig frydede mit Øre, det samme gælder Ellen Beck.

Jeg spiste ingen Frokost men derimod Middag Kl. 4 på Grund af Turen til Odense. Forinden skrev jeg en Del Breve. Halv seks kørte jeg ud af Gården og nåede Industripalæet i Odense lige som Schnedler-Petersens Koncert skulle begynde.

Op i det hyggelige og elegante Hotel Bristol, hvor jeg traf Allerup oppe hos Paul Reimers. Allerup gik hurtig, og så gik Paul og jeg hen i Skandinavisk Musikhandel. Begge Cheferne er nok des notres, hvad jeg nok kunne mærke, da jeg havde fået det at vide, den yngre er køn.

Kl. 5 var jeg ude på Bristol hos Paul Reimers, der var ved at pakke ind til Afrejsen med Nattoget til Berlin. Fredag kommer han tilbage til sin Lørdagskoncert, hvor jeg dog gerne ville være her til den Tid, men så skal jeg plages hjemme meed Konulenter og Fjerkræmøde.

Besøgte Ehlers, der med Besvær overfor mig søgte at skjule sin Jalousi over Paul Reimers. Paul mente, at Ehlers havde gjort hvad han kunne for at skade ham. Ehlers skulle efter Pauls Opfattelse, som Følge af snobbet Beundring, være helt anderledes over for mig end over for andre.

Hjem på Hotellet at drikke en Kop Havresuppe, som jeg måtte vente længe på. Så ud i Rosenvænget til Viggo, der havde en af sine mauvais jours, på hvilke han stadig glider mig ud af Hænderne og er som mange Mile fra mig.

Sad i Ro om Formiddagen og læste i Prosper Mérimées Breve. Efter Frokost tog jeg et Automobil og kørte ud til Rosenvængets anden Tværvej 39A og ringede på udenfor Viggos Atelier, jeg er det eneste Menneske, han har givet Lov til at komme ind og se på hans Arbejde.

Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.

Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.

Drak Kaffe imorges og blev kraftig stimuleret deraf. Gik op i Bredgade 51 og stod lidt foran Bedstefaders gamle Lejlighed, som jeg inde siden den minderige Påske 1889, var også oppe på Kastelvolden og så på den Plads hvor vi spillede Tennis i de gamle Dage, seneste i 1895. Ak ja!

Sad først lidt inde hos Starck på hans Værelse, så kom Frøken Holmblad ind og bad os drikke Te med hende, hun ser så træt, distræt og forpint ud, hun holder vist meget af Starck, blev ganske forbavset ved at erfare, at Frøken Holmblad var 68 År.

Var til en pragtfuld Koncert, Ellen Becks. Forbavsende, at hun, der nu nærmer sig de 60, har bevaret sin Stemme så godt, hun kan synge alle vore andre Sangerinder sønder og sammen, hun har den store Stil, både hvad det sanglige og hvad Teksten angår.

Kørte til Odense og gratulerede Fru Schrader til Hendes Fødselsdag, der var en Del Damer fra Odense, der søgte at nedkæmpe deres Usikkerhed over min Nærværelse, Fru Larsen satte et mut Ansigt op for at dække over Usikkerheden. Der blev naturligvis talt meget om Den gamle Præst.

Holdet i Ryggen generede mig også meget i dag men jeg lod som ingenting og tog ind til Fru Andersen for at høre Egon Madsen synge.

Egon Madsen var heroppe for at få det første Kvartal af de 3000 i årlig Understøttelse, jeg har lovet ham.

Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.

Havde en dejlig Aften i Tivolis Koncertsal, hvor Thomas Jensen med sandt Mesterskab og med Lidenskab dirigerede Beethovens 5. Symfoni: Skæbnesymfonien; jeg var så betaget over Skønhederne i Beethovens Værk, at jeg måtte tvinge mig til ikke at græde.

Houmark sagde, at oppe på Berlingske Tidendes Kontorer var man overbevist om, at Krigen snart ville ende med Tyskernes ubetingede Sejr. Houmark fortalte mig noget glædeligt, at mange danske Arbejdsløse var komne ned til Tyskland i Arbejde.

General Kaupisch forlader Danmark for at kæmpe med i Flandern; han har udtalt nogle Ord, i hvilke han priser vores Konge for hans Klogskab, samtidig råder han os alle til at forholde os ganske i Ro, den mindste Opsætsighed vil blive dæmpet med ubønhørlig Strenghed.

Var i Tivolis Koncertsal at høre De Muntre Musikanter. De sørgelige Forhold i Finland har præget disse Sangere, der virker mere vemodige end muntre; men allerede da Finnerne var her forrige Gang, havde man en Forklaring på ordet ”munter”, jeg husker ikke mere, hvori det består.

Var om Aftenen inde at overvære Studentersangforeningens Koncert; det var med Undtagelser af Lange-Müllers Kornmodsglansen lutter nye Ting, der blev sunget; det er en af Studentersangforeningens mange Forcer, at den giver de unge Komponister Chancen.

Kærligt Brev fra Lis til min Fødselsdag. Jeg synes, det er, som om Huset er blevet indviet, efter at hendes Mand var her igår. Var inde hos Kleis at bestille en Ramme til Karl Gustavs Selvportræt, Kleis sagde om Billedet, at man kunne se, at Maleren havde Talent, men ingen Ting lært...

Smukt Brev fra Doktor Kolby, der i fulde Drag nyder Ferien på Avernakø sammen med sin elskede Svend Fridberg, der havde lagt et Brev ned i Konvolutten.

Var henne i Tivolis Koncertsal at høre de tvende Kammersangere Einar Nørby og Holger Byrding synge Gluntarne; de to Sangere lagde i Modsætning til så mange andre særlig Vægt på det sværmeriske og romantiske.

Var inde i Tivoli at høre Thomas Jensen dirigere Mozarts 37. Symfoni. Udenfor hilste jeg på Calberg, der er noget så hyggeligt ved at se Ægteparret Calberg sidde sammen på en Bænk; Calberg er nu 79 og klagede over at have vanskeligt ved at gå.

Morer mig over den nysgerrige, men for øvrigt pæne Barber henne i Frederiksberg Allé, han er så optaget af Karl Gustav, der bliver klippet af ham.

Om Aftenen var jeg til Ægteparret Islandis og Else Bremses Koncert. Det var alt sammen italiensk hvad de sang.

De to Papegøjer have i går fået en Redekasse; deres Natur tro, søgte de begge straks derind, de antog Kassen for et hult Træ. Arbejdede godt på Det kongelige Bibliotek.

Imorges kom der Brev fra Karl Gustav, der skriver overstrømmende kærligt, men kan jeg stole på alle disse Kærlighedsforsikringer? Ikke et beklagende Ord om at han har forsømt mig så længe; taler om at komme snart. Gik op i det kongelige Bibliotek og arbejdede nogle Timer.

Var ude hos Karl Gustav for at træffe Aftale om Kirkegangen imorgen, traf ham ikke, Konen, der gør rent hos ham, sagde, at han var henne at filme og var gået tidligt om Morgenen; jeg skrev et Par Ord til ham og efterlod Thomas Langes Aaen og Havet.

Inden jeg gik hen i Det Kongelige Bibliotek, var jeg inde at blive barberet af den pæne Nielsen, der lod mig forstå, at han vidste, at Karl Gustav var min Søn. Nielsen havde bedt Karl Gustav om gennem Svigerfaderen at skaffe ham Plads som Politibetjent.

Arbejdede med Renskrivning af Storkansleren. Var til Koncerten i Tivoli at høre Helge Rosvænge; jeg vil ikke påstå, at det klæder ham at synge Heises og Lange-Müllers Romancer på tysk Facon og med Operasving, men hvilken Røst, det Menneske har.

Nyder rigtig at arbejde på Storkansleren, sendte en Bunke Manuskript til Hagerups.

Efter min Spadseretur meddelte Henrik mig, at Karl Gustav havde været her, medens jeg var ude; han var kommet tilbage fra Hornbæk i dag og skulle nu i Gang med Prøverne på Betty Nansen Teatret. Imorgen skulle han deltage i Skuespillernes Fodboldkamp mod Journalisterne i Idrætsparken.

Dybt bedrøvet ved Tanken om, at Englænderne have halvt ødelagt Kølner Domen; Englænderne er Vandalernes og Hunnernes Efterfølgere. Var til en dejlig Mozart-Koncert i Tivoli; smukkest var Aksel Schiøtzes Foredrag af Ottavios Arie af Don Juan.

Senere kom Harald Moltke med Kone medbringende det meget lignende Maleri af Karl Gustav; Stillingen er aldeles maskulin, der er intet opstillet ved ham, hans Hænder i en ganske særlig Grad plastiske, Udtrykket er drømmende og som grublende over noget han har læst.

Englænderne og Amerikanerne er gåede i Land på Sicilien efter heftige Kampe; men der er en lang Vej til Berlin; Eisenhower stod for Angrebet; imidlertid får Russerne Bank.

Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.

I dag for 60 År siden flyttede jeg til Roskilde, og et nyt betydningsfuldt Afsnit af mit Liv begyndte. Blev færdig med det første Kapitel af Storkansleren VII.

Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.

Der blev skudt meget i Nat her tæt ved; Henrik mente, at det var ved Tennishallen i Pile Alléen, hvor der nu er tysk Indkvartering; det menes at have været Afværgeskud mod Sabotører. Arbejde med Fru Reinhold-Jacobsen.

Store Begivenheder: Mange prominente Danske arresterede af Tyskerne, der beskylde dem for Sammensværgelse; blandt de arresterede er Amtmanden i Aabenraa og Politimesteren i Aarhus.

Var til Sæsonens første Symfoni-Koncert, ved hvilken Thomas Jensen dirigerede Brahms første Symfoni, der fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen på mig, så dejligt var det; det var særlig anden Sats, der betog mig. Talte med Astrid-Breton-Meyer.

Den tropiske Hede tager til, i dag viser Termometret 22 Grader i Skyggen; Karl Gustav besøgte mig; vi sad på Havetrappen under markisen. Spiste i Drachmannskroen, hvor Paul Jørgensen fortalte mig om sine Oplevelser i Nansensgade under Gadekampene.

Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Starck, der klagede over, at Karl Gustav ikke arbejdede med at fordre sin Teknik, der var meget mangelfuld, navnlig var hans Diktion slet; han arbejdede ikke nok og misbrugte sin rigeligt tilmålte Fritid til at solde.

Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.

Erling Schroeder sendte mig et Privatbillede af ham selv, ledsaget af et meget smukt Brev, var straks henne hos Kleis for at få Billedet i Ramme. Arbejdede på Storkansleren….