Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger med Emmeluth, mest om min Ordning med Allé-Scenen. Var i Det Kongelige Teater, hvor jeg hørte Donizettis Don Pasquale, hvor er den italienske Musik dog let at få fat på, hvor den glider let gennem Ørerne!
Karl Gustav sad et Par timer hos mig om Formiddagen. Han bad indtrængede om at skrive til Frederik Schyberg i Anledning af hans smukke Kronik om den nye Udgave af Fru Heibergs Erindringer, som både min Søn og jeg er meget begejstrede for. I dag skulle min Søn til Prøve på Allé-Scenen.
Kehler sendte mig min Kontrakt med Direktør Miskow Makwarth og Kontrakten mellem min Søn og Makwarth. Mordene og Overfaldene her i København og over Landet tager daglig til. Gik en Tur i den smukke Damhuspark.
Arbejdede på Storkansleren. Besøgte Svend Melsing, der lå i Sengen; al Modgangen og de gemene Forfølgelser fra Pressens Side har angrebet hans i Forvejen syge Hjerte.
Talte med min Nabo Lundsten, der sagde, at der den Aften, da Gadekampen fandt Sted her på Frydendalsvej, også trængte Kugler ind gennem Ruderne i hans Villa, både hos ham og i Stuen, flere andre Villaer i Nærheden blev ramte.
Var hos Rostgård for at få min månedlige Indsprøjtning; han fortalte, at hans Datter, der arbejder på et Kontor i Amaliegade, fra Vinduet havde overværet Kampene i Kvarteret.
Georg Jørgensen var rørende glad over Skilderiet, også fra Herman Palludan fik jeg et pænt Takkebrev; han er glad ved nu at have fået Ansættelse ved Aarhus Teater; hvor er det en lykkelig Lod at være i Stand til at hjælpe andre.
Var til Premieren på Allé-Scenen, hvor der havde været udsolgt i en hel Uge; der var Masser af Bekendte; jeg sad ved Siden af den pæne, men meget snobbede Fru Direktør William Hansen og hendes Mand; det var lykkedes de Damer, der render efter mig, at få Billet.
Smukt Brev fra Hans Bendixen, som jeg havde det romantiske Møde med; Sammen på Bænken i Østre Anlæg.
Inderligt kærligt Brev fra Karl Gustav; Billetterne rives væk til Forestillingen på Allé-Scenen, undertiden flere Dage i Forvejen.
Var i Allé-Scenen til en skandaløs Fremførelse af Båndet, Eyvind Johan-Svendsen var plakatfuld.
Starck er blevet fast engageret til Allé-Scenen.
Karl Gustav kom op til mig, avec de tous ses ner[f]s, i Anledning af at en Odenseskuespiller, der er i København i disse Dage, havde fortalt ham om de Rygter, Arne Ole David havde udspredt.
Var til Generalprøve på det svenske Stykke Farmor og Vorherre, hvor jeg i fulde Drag nød Fru Garlands Spil som Farmor; hun er en af de nulevende Skuespillerinder, jeg beundrer mest.
Da Sigfred Johansen er blevet syg, har Karl Gustav måttet overtage hans [Rolle] i Skyggernes Tog; han måtte overtage Rolle[n] to Timer før Eftermiddagsforestillingen i går og lære den på to Timer; jeg må dog hen at se ham.
Aviserne tager med Fløjlshandsker på Direktør Makwarth, selv den rædselsfulde Forestilling i Søndags skånes.
Frøken Helms var her for at tage flere Billeder af Karl Gustav og mig inde i den røde Stue; hun havde taget syv Plader med, så vi kunne også blive fotograferede i den lyserøde Sofa under Billedet af O.T. Jeg glæder mig meget til de fotografier og til at forære dem til fælles Venner og Bekendte.
Var til Generalprøve på Middag Klokken otte på det Ny Teater.
Arbejdede hele Formiddagen på en Afhandling om Arveprinsesse Caroline; Arbejdet interesserede mig højligen, og jeg mener, at Artiklen blev god. Så kom Karl Gustav, der blev glad over Gruppebillederne med ham selv og mig.