Var til Konfirmationsmiddag for Bent hos William. Det er det sidste af Bedstefaders Børnebørn, der bliver konfirmeret. Jeg havde den nydelige og elegante Grevinde Alice Danneskjold, født Hasselbalch til Bords, forbavsende så hurtigt hun har fundet sig til Rette med sin Fornemhed.
På Hjemvejen aflagde jeg Johannes Larsen og Kone en Visit. Blandt de mange Malerier på Væggen var der et, jeg særlig lagde Mærke til, en ung Mand og en ung Kvinde.
Da jeg kom hjem læste jeg andet Bind af Lessings kritiske Værker ud og tog så fat på Knud Fabriciusses interessante Værk om Griffenfeld.
Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
Bladene melde, at Estrup er død. Det går næsten lige så upåagtet hen som i sin Tid, da Hall døde, jeg hørte dengang til Ungdommen og jeg tænker den nuværende unge Generation føler lige så lidt ved Estrups Død som vi Unge dengang ved Halls.
Udenfor talte jeg med Elith Reumert, der var opfyldt af alt hvad Dronning Alexandra havde gjort for ham dengang han var på sin H.C. Andersens turne i England.
Aviserne beskæftige deres Spalte op og Spalte ned med Einar Christiansens nye Stykke Tronfølgeren. Da det handler om en ung Kronprins med homoseksuelle Tilbøjeligheder, har Sladderen naturligvis straks fået fat på, at det skulle være vor Kongefamilie der er tale om.
Læste om Aftenen Einar Christiansens opsigtsvækkende nye Drama Kongemagt, der med så stor Dristighed og Alvor drøfter det homoseksuelle Spørgsmål.
Hentede Houmark til en lang Tur om Munkebo Banke og hjem langs Odense Fjord. Vi havde det overmåde fornøjeligt og undervejs meddelte Houmark mig en detail Gangen i sit Skuespil, Grev Hans Lützow, som han arbejder på.
En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Var så henne hos Muuses, Fru Muus havde Bronkitis og så ret svag ud, Forretningen var nok stærkt berørt af Krigen.
Skrev til Gradewitz og søgte at gøre ham begribeligt, at alle her i Danmark, fra Kongen ned til Proletaren, kun ønskede et nemlig absolut Neutralitet. Skrev også til Albrecht Schmidt, talte i Telefonen med Federiet, hvor det går meget småt, takket være Krigen.
Da jeg kom Hjem kastede jeg mig over Aviserne, der melder om Franskmændenes Tilbagetog og Russernes over Forventning hurtige Indrykning i Preussen. Franskmændene og Englænderne have dog ved Belgiens Hjælp opnået at hale Tiden ud, så Russerne have haft frie hænder til at gå løs på Preussen.