Preben og jeg var i Casino og betalte Billetterne selv. Der gik Erik Bøghs gamle bekendte Eventyrkomedie Kaliffen på Eventyr. For mange År siden som ganske lille så jeg det, Tiderne skifte, nu er man selv og Folk i det hele taget mere forvænt.
Det er nu igen begyndt at gå godt i Græsk. Mathiesen har givet os fri både for Fransk og Stil til den første Dag efter Fastelavnsfesten.
Vi begyndte med romersk Bad og kom hjem med god Appetit til Teen. Efter Frokost gjorde vi Visit hos Bedstefader, med hvilke to + Frederik vi gik en lille Tur, derpå var vi alle uden Bedstefader henne at se Kæmpen i National, på Hjemturen var vi inde hos Konditoren på Amagertorv.
Da jeg kom hjem forefandt jeg et Brev fra Paul Jørgensen. Efter mange Omsvøb mundede Brevet ud i det hvori så mange af mine erotiske Forbindelser er udmundede: i en Anmodning af et Pengebeløb.
Gik en Formiddagstur med Moder, der stadig er amée de tous ses nerfs over den formentlig slette Behandling Faderen har været Genstand for ved Landstingsvalget.
Et langt Brev fra Moder, der stadig er opfyldt af Faderens Nederlag ved Landstingsvalget og de fynske Godsejeres Optræden ved den Lejlighed. Kongen skal nok være forbavset over Rudolph Juels Valg.
Svendsen fortalte, hvorledes Meyer i Søndags fra Præstolen havde skældt ud over de Homoseksuelle, han har jo fået Parolen fra Indre Mission, der har fået en hyklerisk Rabies; et uhyggeligt Væv af Rænker og Forfølgelseslyst ligger bagved Præsternes Virksomhed her.
Var til Konfirmationsmiddag for Bent hos William. Det er det sidste af Bedstefaders Børnebørn, der bliver konfirmeret. Jeg havde den nydelige og elegante Grevinde Alice Danneskjold, født Hasselbalch til Bords, forbavsende så hurtigt hun har fundet sig til Rette med sin Fornemhed.
Da jeg kom hjem læste jeg andet Bind af Lessings kritiske Værker ud og tog så fat på Knud Fabriciusses interessante Værk om Griffenfeld.
Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
Bladene melde, at Estrup er død. Det går næsten lige så upåagtet hen som i sin Tid, da Hall døde, jeg hørte dengang til Ungdommen og jeg tænker den nuværende unge Generation føler lige så lidt ved Estrups Død som vi Unge dengang ved Halls.
Aviserne beskæftige deres Spalte op og Spalte ned med Einar Christiansens nye Stykke Tronfølgeren. Da det handler om en ung Kronprins med homoseksuelle Tilbøjeligheder, har Sladderen naturligvis straks fået fat på, at det skulle være vor Kongefamilie der er tale om.
Læste om Aftenen Einar Christiansens opsigtsvækkende nye Drama Kongemagt, der med så stor Dristighed og Alvor drøfter det homoseksuelle Spørgsmål.