Var med Forældrene henne at se Der var engang, Moder siger at hun holder så meget af at gå i Teatret, fordi hun der kan sidde roligt og ikke behøver at tale. Johannes Poulsen så meget smuk ud som Prinsen, lidt for nøgen.
Var så i Det Kongelige Teater at se Tolstojs Det levende Lig med Johannes Poulsen som en udmærket Ihændehaver af Hovedrollen.
Jeg har hele min Åndsnærværelse behov, særlig ved Måltiderne for at holde det gående og hindre at Moders latente Irritation mod Frøken Blumer kommer til Udbrud. Frøken Blumer tier bumstille til alle Moders Udfald mod Tyskerne og deres Krigsførelse.
Kørte i åben Vogn til Odense, under hvilken Tur det blæste sådan op, at Jens var lige ved at blæse ned ad bukken.
Hvilket Kæmpeforetagende, der er forestående i Tyskland: Alle Mænd og Kvinder under 60, der ikke er med i Felten, skulle tages i Arbejde hjemme for at virke i Krigens Tjeneste; blandt andet ved Tilvirkningen af Ammunition, måske kan det tyde på, at de mener, det begynder at knibe for dem.
Aftenaviserne havde endnu ikke modtaget Efterretningen om Kejser Wilhelms Fredstilbud, jeg er yderst spændt på at se, hvad der vil stå i Morgenaviserne, når jeg får dem iaften.
Tog med Toget til Odense, hvor jeg straks tog ind på Grand Hotel, var derpå henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Var til en god Aften henne i Sønderjysk Samfund: Pastor Jensen, der et helt År har været Præst for de sønderjyske Krigsfanger i Frankrig.
Moder sidder med naiv Grusomhed og er bange for at Wilhelm den anden skal få Held med sine Fredsbestræbelser, hun vil absolut have ham og Kronprinsen straffet for deres Misgerninger.
I København tog jeg ind på Hotel Bristol, hvor jeg fik anvist et smukt og hyggeligt Værelse. Ordnede i Ro og spiste i Restauranten, men fik ikke Tid til at klæde mig om til [Aftenen], hvor jeg vakte [derved] megen Forargelse hos Ludwig Schack, Bache og et Par andre Snobber.
Jeg var til Eftermiddagsforestilling i Dagmarteatret og så Strindbergs dejlige Et Drømmespil.
Gjorde Gymnastik inde i Badeværelset efter det kolde Bad, det har Rubow forordnet mig. Medens jeg sad og læste Morgenaviserne blev jeg ringet op af Starck, der spurgte om han burde besøge mig en af Dagene. Jeg blev glad over hans Henvendelse og hele den hjertelige Tone.
Var ene i Kupeen til Odense, hvor jeg gik lige hen til Beyer at blive barberet. Han fortalte at en Mand, der lige kom fra Leipzig, havde berettet om de revolutionære Tilstande, der herskede i denne så vel som i andre tyske Storbyer som Følge af Sulten.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Jeg er meget opfyldt af, at alle Aviserne fortælle, at Frantz Schack går af, og at jeg skal være hans Efterfølger som Chef for Det Kongelige Teater. Det må være grebet ud af Luften, da Schack vist ikke tænker på at opgive Stillingen som Teaterchef.
En ny Forkølelse i Gang. Jeg gad vidst, hvor mange Forkølelser, jeg har mellem År og Dag. Delcomyns kom og aflagde mig Visit, de var meget opfyldte af Rygterne om at jeg skulle være Teaterchef og sagde, at man i Kerteminde ikke talte om andet.
Talte med Friis om, hvorledes vi skulle ordne det med Brændselsleverance til Arbejderne, det bliver alt for dyrt for dem, Kullene er nu oppe i 15 Kr. Tønden, i øvrigt er der [fra] Ministeriet kommet Forbud mod Afholdelse af Skovauktion.
Vi sov temmelig længe begge to, vi havde brugt os godt i går. Starck ”sidder” sært åndeligt ned, han lægger overfor mig ingen Skjul på, at han er en af vore, men foragter denne Sag som Samtaleemne. Sneen væltede ned, vi gik en lang Tur i Skovene, da vi kom hjem, viste jeg ham Lejligheden ovenpå.
Preben og jeg var til Eftermiddagsforestilling ude på Alexandrateatret, den søde Preben morede sig godt. Forleden ved Hoffet havde Kronprinsen sagt til ham, at han meget ønskede, at jeg skulle blive Chef for Det Kongelige Teater.