Vincens Leth kom om Morgenen for at følges med Hans og mig til Onkel Julius’ Begravelse. Vi kørte i Automobil til Rudkøbing, hvor Ekstraskibet, der skulle sejle Langelænderne over til Svendborg, havde Dampen oppe.
Var i mit sorteste Humør under Gudstjenesten og endnu værre blev det under en Familiespadseretur inden Frokosten.
Stor Middag bagefter, de fra Nedergaard og Egelykke var der, jeg førte Komtesse Lerche til Bords.
Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.
Frantz Schack var oppe hos mig i Anledning af Indsamlingen til Kejserinde Dagmar.
Var i Nørrebros Teater og morede mig over Frederik Jensen i Erik Bøghs gamle Hun skal debutere, det var den fineste, diskreteste Komik, man kan tænk sig, rørende navnlig i den smukke Sang i sidste Akt.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.
Redaktør Paul Dreyer fra Fyns Stiftstidende var her til Frokost med sin nydelige unge Frue.
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.
Besøgte Starck, der var glad over den lille usle Rolle, han havde i Hendes gamle Nåde, han vil som alle Skuespillerne gerne arbejde.
Arbejdede på Storkansleren, lige til Karl Gustav kom; han prøvede hver dag i Fru Inger til Østraat men så ellers ikke lyst på Betty Nansen Teatrets Fremtid, da der stadig var gabende tomt til Forestillingerne.
Klokken 12 frøs det 16 (Seksten) Graders Reaumur, mærkeligt tre Vinter i Træk, Krigsvintre, Polarkulde, en Ulykke kommer aldrig alene. Karl Gustav kom Kl. 3 og medbragte Krokus samt nogle Prøvebilleder, hvoraf jeg skulle vælge to, der lignede ham, og her som altid var han aldeles naturlig.