Jeg sad Kl. 5½ og læste, da Jomfru Olsen kom ind i min Stue og meddelte mig, at Kongen var død, der var blevet telefoneret desangående herop til Lundsgaard både af Svendsen, Fru Teisen og Gjellerup. Efter Middag kom Svendsen op til mig for at tale om den betydningsfulde Nyhed.
Preben og jeg klædte os fra Morgenstunden i Kjole og hvidt Slips og kørte i Kareten til Amalienborg.
Efter Aftale mødtes jeg i Odd Fellow Palæet med Haffner til Paul Schmedes’ Koncert. Han har en meget smuk Stemme, der rigtig frydede mit Øre, det samme gælder Ellen Beck.
Jeg spiste ingen Frokost men derimod Middag Kl. 4 på Grund af Turen til Odense. Forinden skrev jeg en Del Breve. Halv seks kørte jeg ud af Gården og nåede Industripalæet i Odense lige som Schnedler-Petersens Koncert skulle begynde.
Jeg havde stolet alt for sikkert på at jeg kunne tiltræde min Rejse så snart jeg kom hjem fra den nødvendige Københavnstur, for imorges var der Brev fra Moder om at Kronprinsen og Kronprinsessen kom til Tranekær 1ste og 2den December.
Spiste Frokost hos Tolstrup i det alleryderste Thule, Nyelands Plads!! Han viste mig bagefter den under Opførelse værende Godthåbskirke, ved hvilken han skal være Præst.
Moder fortalte, at Prins Hans, under Besøget på Fredensborg, havde fortalt om Prinsesse Maries Død. De Anfald, der var gåede forud for Døden var af de tilkaldte Læger blevne karakteriserede som forårsagede af Drankergalskab og overdreven Nydelse af Morfin.
Spiste min Middag her på Hotellet og så derefter Penelope på det Kgl. Teater – et temmelig tomt og tyndt Lystspil, der stærkt grænser til Farcen – det sørgelige er, at vore kongelige Skuespillere netop spiller den Slags Stykker á la perfection.
Op i det hyggelige og elegante Hotel Bristol, hvor jeg traf Allerup oppe hos Paul Reimers. Allerup gik hurtig, og så gik Paul og jeg hen i Skandinavisk Musikhandel. Begge Cheferne er nok des notres, hvad jeg nok kunne mærke, da jeg havde fået det at vide, den yngre er køn.
Kl. 5 var jeg ude på Bristol hos Paul Reimers, der var ved at pakke ind til Afrejsen med Nattoget til Berlin. Fredag kommer han tilbage til sin Lørdagskoncert, hvor jeg dog gerne ville være her til den Tid, men så skal jeg plages hjemme meed Konulenter og Fjerkræmøde.
Besøgte Ehlers, der med Besvær overfor mig søgte at skjule sin Jalousi over Paul Reimers. Paul mente, at Ehlers havde gjort hvad han kunne for at skade ham. Ehlers skulle efter Pauls Opfattelse, som Følge af snobbet Beundring, være helt anderledes over for mig end over for andre.
Da jeg kom hjem læste jeg andet Bind af Lessings kritiske Værker ud og tog så fat på Knud Fabriciusses interessante Værk om Griffenfeld.
Kl. 10 mødtes jeg med Forældrene inde på Villaen og tog så med dem ind til Nizza for at tage imod Kongen og Dronningen. I Nizza gik vi hen at købe Blomster til hendes Majestæt og spiste så en meget fin Frokost på Café de la Régense, hvor jeg for første Gang i lang Tid drak Vin.
I København var vi allerede inden 5. Jeg gik først hen at lade mig klippe og barbere samt købe hvide Handsker inden jeg gik til Kronprinsessegade. Begge Forældrene var stærkt grebne af Kongens Død.