I Dag måtte jeg altså efter Timen med Manuduktøren hen at gøre Hoveriarbejde hos Fader; det er for Resten påfaldende, hvor meget venligere han er imod mig når han er i København, end når han er på Langeland.
Jeg gik op på Amalienborg og var en af de første i Forgemakket. Den noget brusque og uslebne Kommandør Scheller havde jour. Efterhånden kom der så mange, at Gemakket næsten blev fuldt.
Jeg sad Kl. 5½ og læste, da Jomfru Olsen kom ind i min Stue og meddelte mig, at Kongen var død, der var blevet telefoneret desangående herop til Lundsgaard både af Svendsen, Fru Teisen og Gjellerup. Efter Middag kom Svendsen op til mig for at tale om den betydningsfulde Nyhed.
Stærkt rystet ved Efterretningen om Kong Georgs Mord. Fik et yderst elskværdigt Brev fra Grev Linden, der skriver, at han vil komme til Lundsgaard sidst i Maj, jeg var meget glad over det Brev.
Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.
Inde i Storskoven ud for Bellevue, mødte jeg Juel-Madsen, der havde været oppe på Lundsgaard for at overrække mig en Bog, som han havde illustreret, han fornyede sin Anmodning om jeg ville lade mig male af ham, hvad jeg gik ind på, vi aftalte, at der skulle tages fat lige efter Nytår.
Juel-Madsen kom om Morgenen og fortsatte med Maleriet; jeg er lidt ked af, at han maler Billedet på den ultramoderne Maner, at Udtrykket og Trækkene ganske udviskes, når man træder nær hen til Ansigtet, på Afstand ligner det derimod godt, bedre jo længere man kommer bort.
Juel-Madsen kom til sædvanlig Tid og tog fat på Maleriet. Han beroligede mig med, at jo længere Maleriet skred frem, jo bedre ville man kunne se det på nært Hold, men han turde ikke love, at Udtrykket og Trækkene ville blive synlige, når man stak Næsen helt ind i Billedet.
Juel-Madsen kom og fortsatte med Maleriet. Pludselig brød han af og sagde, at nu kunne han ikke male på mit Billede et Øjeblik mere, han havde set sig træt på det, nu måtte han pausere otte Dage. Det virkede lidt barnagtigt.
Juel-Madsen kom efter den længere Pause og fortsatte med Maleriet, jeg kan ikke rigtig forsone mig med de Billeder, der bliver til lutter Klatter på nært Hold. Juel-Madsen var meget optaget af sit Samvær med Starck hos lille Jørgen.
Det var næstsidste Gang, at Juel-Madsen malede på mit Billede, han har fået særdeles godt fat på Udtrykket, også Staffagen er god. Han tog afsted en Time efter Frokost, disse Seancer er gåede efter en Snor.
Juel-Madsen var herude for i bogstavelig Forstand at give Maleriet den sidste Olie, han var barnligt glad over Bladenes meget rosende Omtale af hans Illustrationer til Justesens Friluftsliv. Da han var taget afsted, gik jeg en Omgang at se til mine Sager.
Hvilken Fryd for Øjne og Øren at se og høre Regnen strømmede ned fra Himlen. Kørte til Rudkøbing. Talte i Kahytten lidt med Hotelvært Sørensen, der med sin Familie skulle på Lysttur til Faaborg. Gik en rar Tur, de halvanden Time jeg havde i Svendborg.
Brev fra Houmark, der meddeler mig, at hans Ven, Prins Vilhelm af Sverige så gerne ville til Lundsgaard når han holdt foredrag i Odense. Havde Christian Jørgensen oppe at forbeholde ham, at han skulle holde Fred med sine Folk derude på Revningegården.
Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.