1940-1949

Aviserne meldte om, hvorledes Finnerne stadig mørbanke Russerne, der er glade over, de bliver tagne til fange og skildrer de forfærdelige Tilstande i deres Hjem.

Finlænderne mørbanker stadig Russerne, men hvor længe vil det heltemodige Folk endnu kunne holde ud uden effektiv Hjælp.

Værten bemærkede i Dag ved Middagen, at hele Verden står bag ved Finland; det er for så vidt rigtigt; Amerika sender mange Penge, men når kommer det, der mest af alt trænges til, Soldater?

Smukt at læse om de Skarer af begejstrede unge Mænd, der fra overalt i Europa strømmer til de finske Faner for at beskytte det heltemodige Finland mod russisk Despoti; Prins Valdemars Svigersøn, Prins René af Parma, er på Vej derop, han kom til København i går på Vej til Finland.

Efter Middagen på Hotellet havde jeg en rar Samtale med Ebbe Neergaard og hans venlige Kone; de var som jeg meget altererede over de Meddelelser, der er komne iaften om at Holland og Belgien mobiliserer.

Ved Middagen var der meget livligt med de mange Landboere, der er komne til Byen i Anledning af den store Hoffest på Christiansborg i Aften.

Så kom Hans, der var meget opfyldt af Verdensbegivenhederne, han mente, at Hore Belishas og Ribbentrops Træden i Baggrunden betød Udsigt til en Fredskongres, for de to var de ivrigste efter at der skulle blive virkelig Krig mellem Tyskland og England, og ikke det nuværende Spilfægteri.

Vågnede noget uroligt til mode efter en urolig Nat. Arbejdede på Storkansleren. Det adspredte mine Tanker at komme i Folketeatret, hvor den rare Thorvald Larsen havde inviteret mig til Generalprøve på det engelske Lystspil Sankt Peters Finger. Det begyndte Kl.

Pænt Brev fra Thyra, der fortæller, at Svogeren Knud Juel nu også er draget mod Nord for at indtræde som Frivillig i den finske Hær; det er den anden af mine Slægtninge, der er ilet Finnerne til Hjælp; den anden er min Grandnevø, Erhard Frijs; Agnes Sønnesøn.

Var atter henne at se filmen Mr. Smith kommer til Washington, da jeg ikke nåede at få Slutningen med forleden, det interesserede mig meget at se denne Fremstilling af republikansk Korruption på Baggrund af den unge idealistiske Mr. Smith.

Jeg begynder at håbe på, at en Revolution i Rusland skal bringe en Afslutning på Krigen; det ulmer overalt i det store Rige, og Banditten Stalin er blevet urolig.

Var til Eftermiddagsforestilling på Folketeatret og så et ganske morsomt amerikansk Lystspil Færdig med Kvinder, morsomt at gense Mathilde Nielsen.

Trist at den flinke unge danske Flyverofficer, Frits Rasmussen, er blevet skudt ned af Russerne i Finland. Gid Revolutionen i Rusland snart måtte bryde ud, det er mit daglige Håb.

Skrev langt Brev til Graae angående Køb af Villa, eventuelt den på Frydendahlsvej. Skrev til Erik, der ønsker at leje Godsinspektørboligen i Tranekær. Kørte hen til Fru Nyholms Fødeklinik i Rosenørns Allé at se Karl Gustavs nyfødte Dreng.

Direktør Harbo kom og meddelte mig, at når jeg skulle have mit ugentlige varme Bad, ville der blive bragt kogt Vand op til mig med Elevatoren, de andre Dage tager jeg helt koldt Bad.

Pænt overalt at møde Medfølelse med Finland; i dag sagde Fru Thomsen til mig, at hun troede den strenge Kulde var sendt os af Gud, for at vi skulle tænke på, hvor ondt Finnerne havde det.

Om Aftenen havde jeg en Del Skriveri i Anledning af de finske Børns Anbringelse, der skal 100.000 her til Danmark. Lad os håbe at Systemet i Rusland er så råddent og Landet så overmodent til Revolution, at der ikke bliver noget af Finlands Erobring.

Hvor frækt af den engelske Regering at angribe det tyske Altmark dybt inde i en norsk Fjord; mon det er for at tvinge Norge med ind i Fjorden [Krigen]? Det ulykkelige Finland kan vist snart ikke klare sig længere. Russerne trænger frem.

Arbejdede ivrigt på Storkansleren. Om Eftermiddagen havde jeg et rart langt Besøg af Karl Gustav; det er rart nu at se ham uden Uniform.

Det gjorde et dybt Indtryk på mig at erfare, at den unge Grev Erhard Frijs er faldet oppe i Finland, bad til Gud for hans Sjæl, tænkte meget på denne unge Helt.

Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret og så det meget morsomme engelske Stykke Tony tegner en Hest, som jeg fik mig en hjertelig Latter over.

Arbejdede på Storkansleren. Ved Middagen fortalte Direktør Harbo, der har Forbindelse med Sønderjylland gennem Broderdøtrene, at Tyskerne anlægger mægtigt store Flyvestationer nede ved Padborg.

Freden mellem Finland og Rusland gav mig et slemt Chok, jeg føler det som en personlig Sorg! Det stakkels, ulykkelige Finland, Martyrfolket! Oprørt over de englske og franske Regeringers Ligegyldighed, hvilket moralsk Nederlag for dem begge.

Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.

Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.

Her er både engelske og tyske Gæster på Terminus, og begge Hold udtaler sig meget åbenhjertigt til både Portier og Inspektør; ingen af Parterne tror på snarlig Fred, både Hitler og Chamberlain vil hænge til det yderste, foreløbig går eller sjokker Frankrig efter England.

Meget uhyggelig ved de krigsførende Magters stadige Opmærksomhed på Skandinavien. Hans og Thyra Juel besøgte mig, efter at jeg hele Formiddagen havde arbejdet på Storkansleren.

Da jeg ringede imorges fra Sengen, kom Henrik meget alarmeret ind og meddelte mig, at Tyskerne havde besat Danmark, og at man så tysk Militær på Gaderne.

Arbejdede på Storkansleren. Var til Generalprøve på Folketeatret Kl. 1, det var Howalts Asfalten synger, et farligt Stykke med dets Proklamering af at alt er tilladt er yderst farlig.

Mine Udtalelser til Berlingske Tidende er bleven til en hel Lavine, Pressen over hele Landet har travlt med Sagen og holder absolut med mig; i dag skriver Professor Ellinger om Stykket og forlanger, at Det Kongelige Teater, at Forestillingen ikke må finde Sted, men skal aflyses.

De mange Protester med Egelykke, har bevirket, at Teaterchefen vil lade foretage nogle Ændringer i Stykket.

Roosevelts Tale i Kongressen tyder på, at Amerika er bange for at skulle komme med i Krigen og måtte slås på to Fronter, ved Stillehavet mod Japan og ved Atlanterhavet mod Tyskland, hvis Front strækker sig fra Nordkap til Biarritz.

Odense Teater skal nu lukkes; jeg skammer mig over, at jeg føler Skadefryd derover, efter de mange Ubehageligheder, Institutionen har forvoldt mig, jeg må ved Bøn kæmpe mig ud over det.

Den rasende Kulde vedvarer. Overretssagfører Anker-Jensen var her for fra Fru Betty Nansen at bede om den anden Halvdel af den Sum, jeg har lovet hende om Året, altså det, hun skulle have haft til Juni Termin, det kniber nok hårdt for hende.

Havde en smuk Oplevelse, idet jeg var henne i Paladsteatret at se Weysefilmen.

Baron Renthe-Finck er igår rejst til Berlin, det er næppe nogen Lysttur, han skal sikkert forhandle med Hitler om Staunings Afsættelse og Indsættelsen af et Forretningsministerium.

Ordnede forskelligt angående Kontrakter med Fru Betty Nansen.

Var henne hos Rydgaard at få min sædvanlige Indsprøjtning; Rydgaard fortalte om en polsk jødisk Dame, der [var] sluppet ud af en tysk Koncentrationslejr og var sluppet her til Danmark, hendes Ryg bar endnu tydelige Spor af de Piskeslag, hun havde fået i Lejren.

Var til Eftermiddagsforestillingen i Frederiksberg Teater at se Gustav Wieds Hendes gamle Nåde, med Fru Karen Poulsen i Titelrollen og Eyvind Johan-Svendsen; det var for begges vedkommende den store Kunst, jeg både lo og rørtes over Fru Karen Poulsen.

Smukt Brev fra Fru Betty Nansen, der omtaler Karl Gustav med den største Anerkendelse, hans store Talent, hans Flid og hans Begejstring.

Var henne at besøge Houmark, der var meget opfyldt af hvad han havde hørt fra Prøverne på Betty Nansen Teatret, hvor man ventede sig overordentlig meget af Karl Gustavs Oluf.

Amerikanerne nærer åbenbart ikke megen Tro til, at England skal besejre Tyskland, Roosevelt har nemlig i Repræsentanternes Hus fået Bemyndigelse til at købe den engelske Flåde, som man er bange for skal gå over på tyske Hænder efter en eventuel tysk Sejr.

Foreningen ”Det frie Nord” havde idag en Del af de Finner, som er inviterede her til Landet på Rekreation efter den Finsk-Russiske Krig, til Frokost her på Terminus.

Læste Korrektur på min Afhandling om Vilh. Lütken og nåede at blive færdig, lige inden jeg skulle køre hen til Generalprøven på Folketeatret. Det var en slibrig, gemen amerikansk Farce, som jeg egentlig skammede mig ved at le over.

Kulden er endnu værre end ifjor, igår frøs det over 30 Grader i Herning. Det er en uhyggelig Sag med den Oberst Ørum, der nu af Københavns Byret er blevet dømt til Fængsel på Livstid, og desuden er han blevet degraderet.

Var henne på Teatermuseet; Tyskerne er i den Grad urolige for Spionage, at der ved Indgangen til Teatret er placeret to Soldater, som afkræver en ens Navn, og som opnotere på hvilket Klokkeslæt man kommer, og på hvilket man går.

Hvad mon der foregår i de ledende Kredse i Frankrig, hvor man skændes ganske som under den tredje Republik?

Det lader til at Betty Nansen Teatret får Statstilskud. Fruen har klogeligen fortiet at jeg støtter hende økonomisk, klogelig, men ikke ubetinget smukt, navnlig i Betragtning af de sleske Breve, hun har sendt mig.

Franco har begivet sig til Vichy for at tale med Petain og så til Rom at forhandle med Mussolini; hvad mon der nu er i gære?

Var i Betty Nansen Teatret til Eftermiddagsforestillingen, det var Dronning Margareta, der opførtes; jeg blev bestyrket i min Opfattelse fra Generalprøven, at Karl Gustav var den bedste af de Optrædende.

Karl Gustav var oppe hos mig, han så frisk og glad ud; det lange Hår, han lod vokse ud til Rollen som Grundtvig klæder ham godt, han lod det stå til Oluf, hvor det også hører sig til, men hvor er han mager. Han har sagt Lejligheden på Falkonergårdsvej op, da det haver frosset meget der i Vinter.

Besøgte Starck, der var glad over den lille usle Rolle, han havde i Hendes gamle Nåde, han vil som alle Skuespillerne gerne arbejde.

Spiste Kl. 5 for at være i god Tid i Studenterforeningen at høre General Görtz holde Foredrag om ”Folk og Værn”. Traf Johannes Hansen, der er en af de ivrigste herhjemme for [at] oprette et godt Værn.

Jeg gad vidst, om det ikke var rigtigt, hvad Ellen Beck sagde i Søndags henne i Frederiksberg Teater, at det vist er forkert, når Plakaten angiver Gustav Wied som Forfatter til Hendes gamle Nåde, der i sin dybe Alvor er så forskellig fra Wieds sprælske Muse.

Middag Kl. 5 og derefter henne i Studenterforeningen at høre Stauning om Situationen her hjemme og ude i Verden.

Alle Aviserne indeholder lange Beretninger om min Stilling til Betty Nansen Teatret, ”B.T.” skriver blandt andet, at hele København glæder sig, men undres over, at Hjælpen skulle komme fra Langeland, og ikke fra Staten og Frederiksberg Kommune.

”Ærbødigst” i Berlingske Tidende har et morsomt Vers om min Hjælp til Betty Nansen Teatret; ”Slottets Kældre er fulde af hele Skæpper med Guld”.

Var henne i Det Ny Teater at se Jomfruburet med Aksel Schiøtz i Schuberts Rolle; Schiøtz sang Den ufuldendte så smukt, at jeg blev dybt bevæget.

Kørte med Sporvognen fra Store Kongensgade helt ud til Frederiksberg Runddel og var henne på Betty Nansen Teatret at løse Billet til Dronning Margareta på Søndag Eftermiddag, det er gode Billeder, der er tagne fra Hovedscenerne.

Brev fra Karl Gustav, der beder om et ”Lån” på 2.000; han har 8.000 om Året i Gage og får 4.000 af mig, så man skulle tro, han måtte kunne klare sig.

Det går livligt til på Balkanhalvøen, nu er Prinsregent Paul jaget væk fra Jugoslavien, og Barnet Peter udråbt til Regent!

Det viser sig, at Revolutionen i Jugoslavien er fremkaldt ved, at Befolkningen ikke vil gå med Tyskland mod England; Kongefamilien er stærkt engelsksindet, den attenårige Konge især.

Der bryder vist snart Krig ud mellem Jugoslavien og Aksemagterne.

Jeg begynder alvorligt at ængstes for, hvorledes det skal gå Aksemagterne, Englænderne trænger Italienerne længere og længere tilbage i Afrika, og Hitler har åbenbart opgivet Tanken om [at] besætte England.

Var til Premieren på Betty Nansen Teatret, Schlüters Drama Polarsvindlere. Ude i Foyeren hørte jeg tre Gange Mennesker spørge hinanden, hvad Polarsvindlere skulle betyde; ja Klarhed er ikke dette Stykkes væsentlige Fortrin.

Spiste Middag Kl. 5 og var så henne i Studenterforeningen at høre Redaktør ved Nationaltidende Hemmer Gudme holde Foredrag om den finsk-russiske Krig.

Tyskerne er rykkede ind i Jugoslavien, med den samme uimodståelige Fremtrængen som dengang i Frankrig forrige År. Hvad nu?

Karl Gustav var trykket og forknyt, dette at alt går så skævt ude på Betty Nansen Teatret, tager svært på ham, navnlig det tarvelige Repertoire; ja det var unægtelig noget andet, også for mig, at arbejde med Thorvald Larsen.

Årsdagen for Tyskernes Besættelse forløb ganske roligt i går, Kongen blev på sin daglige Ridetur hyldet tavst, Mændene med Hattene i Hånden og de nejende Kvinder så ham med Hengivenhed og Kærlighed ind i Øjnene, og Kongen var synligt bevæget.

Var ude i Betty Nansen Teatret til Eftermiddagsforestillingen og så den østrigske Farce Den store Mand privat. Produktet er ikke mange Styvere værd, men er dog mindre smagløst og groft end de kurserende engelske og amerikanske Farcer.

Store Begivenheder: Tyskerne er trængt ind i Ægypten og truer nu Englændernes Adgang til Suezkanalen, Irak ligger i Revolution og vil ikke vide af Forbindelse med England, Serbien ligger knust, på Ruinerne opbygges en selvstændig Stat, Kroatien.

Jeg er glad ved, at Regeringen har taget sig så meget sammen, at den har rejst en Landsforræderisag mod Kauffmann.

Var henne på Betty Nansen Teatret for at se Dronning Margareta for tredje Gang. Jeg sad ved Siden af Kongen, som jeg fik Lejlighed til at fortælle en hel Del godt om Karl Gustav.

Var til Premieren på Pas på Malingen; Karl Gustav var blændende smuk og charmerende som den unge Maler; som Lægen forekom Henrik Bentzon mig at være en dårlig Kopi af Olaf Poulsen, hvor denne overdrev og larmede mest.

Optøjer udenfor mine Vinduer, det var unge Medlemmer af ”Hitlerjugend”; de var kommet i Klammeri med Antinazister; tyske Soldater og dansk Politi fik standset Optøjerne.

Var henne at tale med Christmas Møller, underligt at se den tidligere Leder af det konservative Folkeparti og Handelsminister p.t. være reduceret til den beskedne Stilling som Fuldmægtig på et Sagførerkontor. Var inde i Kunstsalen i Skindergade og købte et smukt, farvet Billede til Henriksen.

Bartholdy fortalte, at Hal Koch i sine Studenterår havde været militant Bolsjevik og Ateist. Løb en lille rask Tur i Solen uden at ane, hvilken Glæde, der ventede mig, når jeg kom hjem, der lå et Brev og en Pakke fra Karl Gustav.

Var ude hos Karl Gustav, der var til Prøve, så jeg talte med Lis, indtil han kom, Hans sad i sin Vogn nede i Haven. Morsomt at se, hvor Drengen gerne ville sige noget, men han nøjes med at udstøde Lyde, han kan kun krybe endnu, blot nu ikke Forældrene vil forkæle ham.

Var om Aftenen i Betty Nansen Teatret og så Pas på Malingen, der morede mig endnu bedre end første Gang. Fru Nansens nuværende Repertoireplaner er unægtelig adskilligt ringede end de, hvormed hun lokkede mig til at spytte i Bøssen.

Herluf Zahle er død nede i Berlin; jeg kunne godt lide ham, fra dengang vi var ansat sammen som Assistenter i Udenrigsministeriet, trods hans Forfængelighed og hans naive Glæde over egen Fornemhed.

Nu nærmer Krigen mellem Tyskland og Amerika sig med stærke Skridt; det synes som den store Krig afgøres i Atlanterhavet.

Var i Tivolis Koncertsal at høre De Muntre Musikanter. De sørgelige Forhold i Finland har præget disse Sangere, der virker mere vemodige end muntre; men allerede da Finnerne var her forrige Gang, havde man en Forklaring på ordet ”munter”, jeg husker ikke mere, hvori det består.

Frankrig går sikkert med Tyskland imod Amerika; Hertugen af Windsor, der gerne går sine egne Veje, fraråder offentlig USA at slås, råder dem til Mægling.

Skrev et langt Brev til Pastor Reerslev for at foreslå ham Ændringer i hans Drama Livets Ret.

Tyskerne har skudt den engelske Parlamentsbygning i Grus. Hitlers Busenfreund og højre Hånd Rudolf Hess er pludselig på en mystisk Måde sporløst forsvundet, hvad vil der nu ske?

Trods Utilpasheden stod jeg op. Gåden om Hess er nu Løst, Førerens Ven er med Flyvemaskine rejst til England, hvor han for egen Regning vil søge at stifte Fred mellem England og Tyskland. Fra officiel tysk Side forklares Hesses Handling som et Udslag af Tvangstanker og Tvangsforestillinger.

I dag er det pludseligt blevet varmt, 14 Grader Reaumur i Skyggen, var ude at slikke Solskin. Karl Gustav kom op til mig, jeg fortalte ham, at jeg for Fremtiden ville give ham 8.000 om Året.

Brev fra Karl Gustav, Penge og altid Penge. Emmeluth fortalte om de langelandske Pigers Frækhed overfor de tyske Soldater, som de næsten ikke kan lade gå i Fred.

Var om Aftenen inde at overvære Studentersangforeningens Koncert; det var med Undtagelser af Lange-Müllers Kornmodsglansen lutter nye Ting, der blev sunget; det er en af Studentersangforeningens mange Forcer, at den giver de unge Komponister Chancen.

Henrik meddelte mig, synlig betaget, at Tyskland havde erklæret Rusland Krig. Hvilken Situation. Skændsel for England, der for to År siden erklærede Tyskland Krig for at beskytte Polakkerne; nu beskytter Tyskland og Englands Protegé, Finland.

Godt at vores Regering har taget kraftig Beslutning, den har afbrudt Forbindelsen med Rusland, hjemkaldt vores Gesandt fra Moskva og i Bladene giver den officielt Udtryk for sin Sympati for Tysklands Angreb på Rusland, der omtales som en Fare for Norden og Europas Civilisation.

Var henne hos Brødrene Andersen; interessant at tale med Thomsen angående Omslaget i Stemningen i Danmark efter den tysk-russiske Krigs Udbrud; Sympatien for England er svunden og i Stedet for kommet Frygten for Rusland. Var ude på Langelinje. Glædede mig over mine nye Fugle.

Skrev et langt Brev til Fru Betty Nansen for at udtrykke min Beundring for Udførelsen af Planken ud.

Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.

Meget tidligt oppe og arbejde på Storkansleren, skønt jeg var dybt deprimeret. Var til den sædvanlige Hormonindsprøjtning hos Overlæge Rydberg, der som altid var særdeles godt underrettet.

Nu begynder Tyskerne at indrømme, at de er begyndt at vige for de femtrængende Russere. Det arme Finland, skal det nu atter oversømmes af Østens Barbarer? Chefen for den amerikanske Flåde er blevet afskediget efter det store Nederlag, der skal altid en Syndebuk til.

Nu begynder Tyskland ligesom de andre krigsførende Magter at skifte Overanfører, von Brauchitsch har trukket sig tilbage ”som følge af et svagt Hjerte”, og Hitler har stillet sig selv i Spidsen for sin Hær.

En Kurv med Cyclamer fra Karl Gustav, i Stedet for de Fotografier, han havde lovet mig; Blomster er en så flov Gave til Jul, den bekvemmeste Måde at affinde sig med et Menneske på. Arbejdede på ”Storkansleren” og gik i meget nedtrykt Stemning i Kirke Kl. 2.

Naturligvis roser Aviserne det slette svenske Produkt; i en vis Forstand glæder det mig, for så behøver Fru Nansen måske ikke at lukke, skandaløst at disse selvsamme Blade rev det udmærkede Stykke Planken ud ned.

Telegraferede til Ole Larsen og Fru Kate Hoffmann ved Odense Teater, at Legatet var tilfaldet dem i Forening, så har jeg da gjort to Mennesker ved Odense Teater glade.

Den engelske Radio taler i et truende Sprog til Danmark og vil have, at vi Danske skulle tilkendegive vores Uvilje mod Tyskland og tage åbent Parti for England. Hvorledes skulle vi dog bære os ad dermed, vi er erobrede af Tyskland, og kæmper vi, risikerer vi, at det går os som Norge.

Arbejdede på Storkansleren, lige til Karl Gustav kom; han prøvede hver dag i Fru Inger til Østraat men så ellers ikke lyst på Betty Nansen Teatrets Fremtid, da der stadig var gabende tomt til Forestillingerne.

Overlæge Borberg kom og så til mig, og jeg klagede min Nød til ham over Tvangstankerne. Det er en Sygdomsform, som er almindelig mellem hans Patienter; han gav mig nogle Piller, som skulle oplive og derved dulme Tvangstankerne.

På Forsiden i alle Bladene er der Beretninger om Kauffmanns nyeste Handling; Fyren optræder ganske som Oberst Gaulle og modarbejder Konge og Regering.

Fru Reinhold-Jacobsen er godt underrettet, hendes Mand benyttes som en Slags Agent i Berlin, hvor han får alt muligt at vide.

Kom et meget langt Stykke frem i ”Storkansleren”. Telefon fra Karl Gustav, at han kom hen til mig i morgen. Det frøs 10 Graders Reaumur, da jeg Kvarter over 7 gik hen til Betty Nansen Teatret for at overvære Premieren på Fru Inger til Østraat.

Klokken 12 frøs det 16 (Seksten) Graders Reaumur, mærkeligt tre Vinter i Træk, Krigsvintre, Polarkulde, en Ulykke kommer aldrig alene. Karl Gustav kom Kl. 3 og medbragte Krokus samt nogle Prøvebilleder, hvoraf jeg skulle vælge to, der lignede ham, og her som altid var han aldeles naturlig.

Sendte Fru Betty Nansen Pengene for hele dette År. Bladene er fulde af Lovtaler over Fru Østraat; der er kun en Mening, begejstrede Anmeldelser! Også Karl Gustav omtalt smukt; et enkelt Blad skriver, at hver Gang han kom ind på Scenen, blev der ligesom lysere.

Var Kl. 11 til Generalprøve på Farinelli på Det Ny Teater, det var Aksel Schiøtz, der spillede Titelrollen.

Arbejdede på Storkansleren. Var hos Rydgaard at få min nu månedlige Indsprøjtning. Rydgaard udtalte sig meget kraftigt mod Quisling; som han sammenlignede med Nero; mente, at når Nero engang var glemt, ville Verden med Afsky nævne den fule Forræder Quisling.

Meget smukt, men meget modfaldent Brev fra Fru Betty Nansen, der på en meget inderlig Måde giver Udtryk for sin Taknemmelighed imod mig. Hun er så træt og så nedtrykt, at hun ligger i Sengen lige til det Øjeblik, hun skal ind på Teatret og spille.

Nåede at arbejde på ”Storkansleren” inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen på Frederiksberg Kl. 3; det var det amerikanske Stykke Vor By af Thomas Wilder; jeg syntes godt om Stykket, dets Alvor, Bredde og Poesi.

Var til Generalprøven på Folketeatret, der blev spillet et morsomt Lystspil Tre Mænd i Sneen, af den østrigske Forfatter Robert Neuner; Stykket var et Brud på Folketeatrets 100 År gamle Tradition, at rige Folk skal fremstilles som Skurke og Forbrydere.

Havde en Del Godsskriveri, inden jeg skulle hen i Nygades Teater at se det kinesiske Stykke Lille rislende Kilde. Erling Schroeder er så smuk, at hans Skønhed trænger igennem, selv når han er uduglet og overmalet som Kineser.

Det viser sig, at Beskyttelsesrummene her i København på det skandaløseste er bragte i Forfald; de anvendes til Cykelskure, Kartoffelkældre og lignende; nu er Folk i en feberagtig Aktivitet for at få Rummene i en ordentlig Stand.

På Betty Nansen Teatret går det desværre ikke godt, Fru Nansen synes ganske at have sat sin Energi til, der holdes ingen Prøver og lægges ingen Planer. Karl Gustav fortalte, hvorledes dramatiske Forfattere og Skuespillere rette Bønskrifter til ham for at opnå noget af mig.

Havde Besøg af Karl Gustav Kl. 2. han var meget ked over, at han var gået glip af Direktør Melsings Engagementstilbud for næste Gang, men han måtte afslå det, skønt han overhovedet ikke aner, om der eksisterer noget Betty Nansen Teater til August.

Werner fortalte, at der forleden var kommet et lang Tog af tyske Ruteautomobiler, der rummede både tyske Teaterselskaber og Skøger til de tyske Bordeller i de større Byer, så ligt takserer altså Skuespillere og Skuespillerinder under Hitlers Styre.

Forleden da han var her, bebrejdede jeg ham alvorligt de noget overmodige Krav han havde stillet til Fru Nansen om månedligt i Stedet for årligt Engagement, noget der da også havde bevirket, at Fru Nansen var blevet noget chokeret.

Spiste i Drachmannskroen en udmærket Middag og var så henne på Frederiksberg Teater at se Shakespeares Trold kan tæmmes. Direktør Melsing var kommet godt fra Iscenesættelsen; Skuespillerne råbte lovlig meget, hvilket gik ud over Talens Tydelighed.

Arbejdede på Storkansleren. Var henne at få den sædvanlige Indsprøjtning hos Rydgaard. Kl. 4 kom Karl Gustav hen til mig og blev lige til Middag; han var blevet brun i en forbavsende Grad og atter meget slank.

Der var stor Opstandelse på Rådhuspladsen i Anledning af, at de mange, der har fået Ferie inden for det frivillige danske Korps i Rusland og som kommer hjem i dag.

Var om Aftenen i Studenterforeningen; godt at jeg kom i god Tid for der var stuvende fuldt til det Foredrag, som Socialdemokratiets Teateranmelder, Cand. mag. Svend Erichsen, holdt om dansk Teater, Tiden mellem Krigen 1914 og den nuværende Krig.

Kiggede ind i Studenterforeningen; Studenterne bringer nok Ulykker over os med deres Spektakler, den Slags Patriotisme er af det onde; og hvad vil de unge Fyre opnå? Blot at den tyske Myndighed bliver endnu mere irriteret på dem.

Til Jubilæumsugen i Betty Nansen Teatret; sad som sædvanligt ved Siden af Direktør William Hansen og hans kønne Kone, der er meget empresserede overfor mig.

På Tilbagevejen sad Sporvognen, som jeg var med, fast i Trængslen på Rådhustorvet, hvor der var Slagsmål mellem Kommunister og Medlemmer af Frikorpset Danmark.

 Fru Reinhold-Jacobsen, der har mange tyske Forbindelser, skriver, at de tyske Myndigheder har taget under Overvejelse at ansætte tysk Politi her i København, det er på Grund af de stadige Uroligheder. Kommer der tyske Domstole, vil vi ligesom i Norge få den ene Dødsdom efter den anden.

På Tilbagevejen mødte jeg Houmark med hvem jeg gik en Tur. Houmark fortalte, at Hitler var meget fortørnet over, at Kongen havde klaget til ham over de ferierende Frikorpsmedlemmers Opførsel her i København.

På Vejen hen til Saga Bio så jeg på to Steder Sammenstimlinger; jeg går principmæssigt en lang Bue udenom, når jeg ser, der er Opløb et eller andet Sted, man skal ikke af bare Nysgerrighed gøre det endnu vanskeligere for Politiet.

Det lader til, at Fru Nansen lukker sit Teater den første, godnat Don Carlos; underlige Kone!

Det ser meget uroligt ud i disse dage, i Kasernerne er vore Soldater indelukkede og må ikke komme ud; Maskingeværerne stå ladte.

Efter Middag var jeg i Betty Nansen Teatret og så Fru Inger til Østraat; ingen Skuespillerinde for Tiden gør Fru Nansen derefter.

Begivenhederne udvikler sig med rivende Hastighed, den nye tyske Befuldmægtigede, von Hanneken, er kommert hertil og vil optræde med hård Hånd; blot nu ikk som Norge, Galgene vil rejse sig rundt omkring i Landet, en hel Del nyt Politi er allerede ankommet.

Var i Betty Nansen Teatret og så det meget morsomme amerikanske Stykke Du kan ikke ta’ det med dig, jeg lo hjerteligt; Karl Gustav var flink som den unge Mand.

Det gik heldigvis helt roligt ved Frikorpsets Afrejse i dag, General Görtz var mærkeligt nok tilstede ved Paraden i Kasernegården; nu bliver her forhåbentlig Ro i Byen.

Læste med megen Glæde i Schillers Wallenstein. Købte et Nummer af ”Billedbladet”, der var viet Inge Hvid-Møller, hvor er hendes Mand, Hans Henrik Møller, dog smuk; jeg vidste ikke, at han var en Dattersøn af Henrik Pontoppidan; Faderen er Politimester i Horsens.

Henrik fortalte mig, at Radioen melder, at Kongen i dag til morgen er kommet alvorligt til Skade ved at hans Hest løb løbsk med ham og kastede ham af ved Esplanaden; hvorfor vil den gamle Mand også ride på en vild og uregerlig Hest?

Kongen er indlagt på Diakonissestiftelsen; der er stor og almindelig Deltagelse.

Karl Gustav kom Kl. 3 og blev her hele Eftermiddagen. Separationen har taget meget på ham, han er bitter og dømmende. Han bliver foreløbig boende på Hotel Nordland, da det næsten er umuligt at få en Lejlighed.

Meget bevæget ved Læsningen af Professor Bøggild-Andersens Tale til Kronprinsen i Anledning af Studenterjubilæet; Kronprinsens Tale var meget taktløs samt [med] Hentydninger[ne] til den Tid, hvor han skal være Konge; det er på Trods af alle Regler indenfor det gode Selskab.

Kongens Sygdom har taget en meget alvorlig Vending, idet han har fået Lungebetændelse; måske var det en Lykke for Kongen at dø nu, for det er vist en sørgelig Skæbne, der forestår ham.

Meget smukt Brev fra Hass Christensen som Tak for Teaterlegatet. Kongen har fået det lidt bedre.

Det går bedre med Kongen. Et næsvist Stykke i Fyns Venstreblad angående Legatuddelingen; Knud Hallest taler flabet i Interviewet, men hans Glæde giver sig dog et rørende Udtryk. Raars Kilde er udkommet i dag med min Afhandling om Heise.

Havde en dejlig Dag med Karl Gustav, der var smuk som en græsk Gud, og i Modsætning til sidst, glad og meddelsom, han føler det vist til syvende og sidst alligevel som en Lettelse at være blevet af med den gnavne og besværlige Kone.

Skrev en Masse Breve blandt andre til Direktør Rungwald og Redaktør Poul Dreyer i Anledning af Odense Teaters Legat; sendte Robert Neiiendam de interessante Teaterplakater, den venlige mig ukendte Mand i Aarhus havde sendt mig.

Meget pæne Breve fra Redaktør Poul Dreyer og Direktør Rungwald i Anledning af, at jeg har sikret Odense Teaters Legat for bestandig ved Båndlæggelse af Kapital.

Var til Generalprøven på et amerikansk Lystspil på Det Ny Teater; ægte amerikansk med megen Nøgenhed, Spektakel, Bomber og alskens Halløj; Møget hed Min kønne Søster!

Karl Gustav er ked af Betty Nansen Teatret og længes efter at komme til Frederiksberg Teater, hvis Direktør Melsing havde sagt til ham, at [han] meget ønskede at få ham til sit Teater: ”ikke fordi De er en Ahlefeldt eller på Grund af Deres Faders mange Penge, men på Grund af Deres store Talent”.

De store Begivenheder vælter ind over Verden, nu have Amerikanerne erobret Algier og Marokko, noget effektivt Forsvar havde de franske Tropper i Nordfrankrig [Nordafrika] næppe ydet.

På Vejen hen til Andreaskirken erfarede jeg, at Ministeriet Buhl er gået af, og at Erik Scavenius er stillet i Spidsen for den nye Regering. Erik kom i går tilbage fra Berlin, og Hitlers Ordre er prompte blevet udført, de ikke tysk orienterede Ministre er fjernede, således Fibiger.

Den tyske Hær rykker mod Syd i Frankrig for at hindre Amerikanerne i at indskibe sig til Marseille. Det arme Frankrig er blevet hårdt straffet for den Letsindighed, hvormed det erklærede Tyskland Krig i 1939. Mon dette nu ikke skulle blive Begyndelsen til Enden på Krigen?

Henrik fulgte mig hel[t] til Trappen op til Drachmannskroen, hvor jeg spiste en udmærket Middag, Formaden var Oksehalesuppe. De to Sangere sang smukt og gribende til Ære for mig Se det summer af Sol over Engen og de sædvanlige Gluntar.

Kehler foreslog mig at indlede et Samarbejde med Riddersalen, Direktør Knutzon var i så Fald villig til at lade mig få Indflydelse på Repertoiret; det havde jeg nok Lyst til, så kunne jeg f. Eks. få Don Carlos og Yrsa frem. Den Tanke fyldte mig helt Resten af Dagen.

Nu er Rommel Rykket ind i Tunis, så nu bliver Nordafrika sikkert en Musefælde for Englænderne og Amerikanerne, hvordan skal de slippe væk, og hvordan skal de få Levnedsmidler? Admiral Darlan er en Gåde!

Får en Del Breve fra Læsere af ”Storkanslerens” femte Del, særlig anerkendende skriver en så fin Kender af Historie som Landsarkiver Knudsen; også Lektor Schaustrup har læst Bogen med megen Interesse.

Houmark rådede mig til Samarbejde med Riddersalen fremfor med Frederiksberg Teater, da jeg ville synes langt bedre om Per Knutzon end om Melsing.

Var i Kino-Palæet til den nydelige Film Alle Mand på Dæk, som jeg glædedes og rørtes ved.

Foreslog Riddersalen at spille Helge Rodes Dansen går, ifald Don Carlos ikke må opføres, som anden Forestilling foreslog jeg Oehlenschlägers Yrsa og Hermann Bahrs Es lebe das Leben, subsidiært Alfred de Mussets Les caprices de Marianne.

Var Kl. 1 til Generalprøven på Det Ny Teater for det amerikanske Skuespil Farlige Minder; det var en Fryd at gense Else Skouboe; alle hendes Medspillende var flinke.

Så mange Arbejdsløse er vandrede til Tyskland, at Kommunen har svært ved at få Snemasserne kørte væk, og Barbererne kan ikke få Svende. Meget smukt Takkebrev fra Professor Søe i Anledning af et Rådyr fra Tranekær.

Rart at de frie politiske Partier er enige om, at det er umuligt at presse flere direkte Skatter ud af Skatteyderne. Mon jeg skulle støtte Direktør Melsing på Frederiksberg Teater i Stedet for Riddersalen?

Var i Nørrebros Teater at se Johan Strauss’ Zigeunerbaronen og nød ret af Hjertet Melodierne i denne Operette, der af mange anses for Verdens bedste.

Karl Gustav har ladet sig engagere til Frederiksberg Teater; så har Direktør Melsing da endelig fået sit brændende Ønske opfyldt, jeg afbryder så Forhandlingerne med Riddersalen efter min Søns mindre hensynsfulde Optræden.

Bladene beskæftiger sig meget med Interviews, blandt andet med mine Udtalelser om Fru Betty Nansen og en Professor Sæs Forelæsninger… Det var uhyggeligt med Luftalarmer i går, der var noget knugende ved den lange Tone, og nu var det så længe, men blev siddende roligt og læste.

Var til Premiere på Betty Nansen Teatret og nød i fuldt Mål det gamle Capriciosa, som Publikum åbenbart på Forhånd var indstillet på at nyde, man vuggede i Takt med de gamle Melodier, som man kunne mærke, de fleste kendte.

Karl Gustav telefonerede til mig, Doktor Frederik Schyberg gerne ville hilse på mig i Anledning af Houmarks Interview med mig forleden; jeg kunne se på ham i Studenterforeningen forleden Aften, at han gerne ville i Lag med mig; han skal være velkommen, i Erindring om Faderen.

Var i Frederiksberg Teater og så Svend Melsings Julen på Ravnsholt, morede mig godt.

Mange Interviews af Thorvald Larsen i Anledning af hans 50 Års Fødselsdag; han taler deri pænt om sit Samarbejde med mig på Odense Teater.

Skrev en Mængde Breve. Meget optaget af Begivenhederne i Frankrig, det ulykkelige Frankrig.

Den store Begivenhed er Direktør Carl Salomonsens Selvmord; Salomonsen var Danmarks rigeste Mand; man gætter på, at Grunden til Selvmordet var Frygten for det kommende Nazistministerium; får vi det, begynder Jødeforfølgelserne som nu i Norge.

Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.

Arkitekt Petri var oppe hos mig; han havde talt med en tysk Officer, der var flygtet fra en russisk Fangelejr; Officeren havde med sine egne Øjne set, hvorledes Russerne pinte deres Krigsfanger.

Darlan er blevet myrdet; man mener, at Ugerningsmanden er blevet lejet af den engelske Regering, nu gnider Banditten de Gaulle sine Hænder, men hvad siger Amerika?

Der var fransk Brev fra Anna Sophie oppe fra Norge; hun skrev, at Quisling havde, efter den tyske Regerings Bud, sendt de norske Jøder til Polen; intet Under at Jøderne her i Landet med bange Anelser ser hen til den Dag, hvor Nazisterne tager Styret her.

Skrev et langt Brev på 16 Sider til Karl Gustav uden at berøre hans egne Breve.

Nu kommer Betty Nansen med en ny Overraskelse, hun vil benytte det gamle Casino til Biografteater; hun er en urolig gammel Dame, og som hun kan gøre Reklame, hun vil også gøre religiøs Propaganda ude på Casino og lader til at have fastholdt sine Oxford-Forbindelser.

Brev fra Karl Gustav, der gør Afbigt for sine urimelige Breve; det var såmænd på Tide; han er meget opfyldt af Prøverne på Kærligheden tåler alt, mon han virkelig vil kunne gøre Fyldest i et Stykke, der var inspireret af Sacha Guitry? Nu får vi se?

Var til Premiere i Betty Nansen Teatret til Skuespiller Rostrups Job, der var så slet, at Referenterne sad og lo himmelhøjt, særlig Pastor Glismann. Frederik Schyberg, den arme Forfatter, bliver vist ordentlig nedsablet i Bladene. Rostrups private forsøgte at få Staklen fremkaldt.

Ser stadig ikke noget til Karl Gustav, der formodentlig spiller fornærmet; han har skrevet i B.T. om Gösta Ekman. Var henne hos Rydgaard at få den sædvanlige Indsprøjtning; nu har jeg fået ti siden første August, men der var også meget at indhente efter min lange Sygeperiode.

Karl Gustav var her om Eftermiddagen; han var så eksalteret og ude af Ligevægt, at jeg blev uhyggelig ved det.

Havde megen Glæde af Dr. Frederik Schybergs Besøg; han ligner i Udtrykket [ligner] ganske Faderen, Robert Schybergs, men Sønnen er livlig, meget talende.

Vågnede glad og tænkte på Musikken igår. Fotografen fra Gyldendal var her for at portrættere Maleriet af Michael Rosing til Doktor Schybergs Bog. Fotografen gav Udtryk for den sig almindelig bredende Opfattelse, Skræk for at de Allierede skal skænke Rusland Danmark.

Disse feje Banditter til Englændere har i går bombarderet København, de tør kun angribe åbne Byer, hvor de kan slås med Oldinge, Kvinder og Børn, her er mange dræbte og sårede.

Gik alene hen til Drachmannskroen, hvor jeg spiste en god Middag og talte med den rare Tjener Jørgensen; Henrik hentede mig tyve Minutter i syv og fulgte mig hen til Betty Nansen Teatret, hvor jeg så Gustav Wieds Erotik.

Direktør Melsing sendte mig gennem Karl Gustav et Drama af Emil Rønnelykke Svar mig på det Præst, med Anmodning om at læse det hurtigt og meddele, om Stykket havde Interesse for mig.

Meget pinligt berørt af Tyskernes Nederlag ved Stalingrad. I Tyskland lægges der slet ikke Skjul på Nederlaget, der åbent omtales som en national Ulykke, samtidig med at man hævder, at Heltene fra Stalingrad have reddet Tyskland og Europas Fastland.

Sendte Emil Bønnelyckes Drama tilbage til Direktør Melsing; lagde ikke Fingrene imellem i min Kritik af dette Stykke. De ikkekrigsførende Magter tror åbenbart ikke mere på, at Tyskland skal sejre, for både Tyrkiet, Spanien og Portugal er begyndt at forhandle med England.

Spiste i Drachmannskroen, hvor den pæne og rare Jørgensen serverede for mig; Jørgensen sagde, at både Teatre og Restauranter havde adskillig mindre Søgning siden Englændernes Bombardement af Byen.

Havde Besøg af Bartholdy, der var meget opfyldt af Tanken om, at der måske snart bliver Fred; han er engelskvenlig om en Hals og tror fuldt og fast på Englændernes Sejr, han mente ikke, at Københavnerne bar Nag til Englænderne på Grund af Bombardementet.

Var til en meget morsom Eftermiddagsforestilling på Nygadeteatret, hvor jeg så Sarauws Peter den store og morede mig kosteligt over Peter Malbergs udmærkede Spil som Balder Svanemose, der blev Hovedrollen gennem Skuespillerens rigt facetterede og nuancerede Spil.

Læser med Skræk [med Skræk] den Tale, som Goebbels har holdt, Goebbels udtaler med rene Ord, at der er Fare for, at Bolsjevikkerne snart vil oversvømme Europa og tilintetgøre Civilisationen. Gud give Tyskerne Sejren.

Forholdene på Frederiksberg Teater er vist meget brogede, Pengeforvirring og Spektakler mellem Direktør Melsing og Personalet; det er vist godt, jeg har holdt Hænderne fra den Hvepserede! Min hensynsfulde Hr. Søn har jeg set 1 (en) Gang siden ifjor!

Højskolehjemmet i Kolding er sprængt i Luften, Ugerningen er forøvet af Danske, der har fået udleveret Bomber af engelske Faldskærmsflyvere; Hjemmene var i Sprængningsøjeblikket fuldt af Tyskere og Danskere.

Var til Generalprøve på Folketeatret til Hans Brixes og Kaj Munks Præsten i Vejlby, som jeg havde Fornøjelse og ingen Ærgrelser af at se, for der var ingen Uartigheder og ingen munkske kåde Bukkespring.

Gik i Landbohøjskolens Have og lod mig varme af Solen. Langt Brev fra Karl Gustav, der med Selvglæde skriver om, hvorledes han må arbejde både med Teater og Filmarbejde.

Var så i Frederiksberg Teater, hvor Karl Gustav havde en strålende, velfortjent Succes som Sønnen i Strindbergs Pelikanen, det er ubetinget min Søns bedste Præstation, navnlig hans Mimik var levende og talende.

Var henne på Hotel Nordland at gratulere Karl Gustav til hans Fødselsdag, men traf ham ikke; Portieren spurgte, hvem han skulle hilse fra, og da jeg havde afgivet Svar, forvandledes Mandens Væsen Fuldstændigt, hvor Menneskene dog er snobbede!

Kehler telefonerede til mig, at Fru Nansen var død i Nat som følge af en Hjertelammelse, der var stødt Lungebetændelse til; Stakkels, det blev en trist Afslutning på hendes Liv, og det hun havde glædet sig til, at fejre sin 70 Års Fødselsdag og 50 Års Jubilæum som Skuespillerinde, nåede hun ikke.

Der er komme Appelsiner fra Spanien, det er et År siden, der har været Appelsiner i København.

Så for anden Gang Pelikanen, der allerede tages af Plakaten på Lørdag, altså en regulær Fiasko; hvorfor trak Strindbergs Frøken Julie stadig fuldt Hus henne i Riddersalen, medens ingen vil se Pelikanen?

Opgav at tage til Lørdagsforedraget i Studenterforeningen, da der Aften efter Aften er Luftalarm, og jeg ikke vil risikere at måtte gå i et offentligt Beskyttelsesrum. Det bliver siden Bombardementet taget meget strengere, og Gaderne er nu øjeblikkelig tomme; så snart Sirenerne lyder.

90 Procent af Danmarks Vælgere have stemt ved Valget; det er den største Vælgerdeltagelse, siden vi fik Grundloven i 49; det er en vældig Tilkendegivelse for Samarbejdet mellem Partierne, og Nazismen har man så godt som ikke mærket noget til.

Karl Gustav besøgte mig om Eftermiddagen; han var ved at revne af Vigtighed over Avisernes rosende Omtale af hans Spil i Pelikanen.

Talte i Sporvognen med Frøken Ellen Beck, de som altid var meget venlig imod mig, hun udtalte sig i høje Toner om Karl Gustavs Spil i Pelikanen.

Talte med Thormann, der tidligere var Konsul for Estland og stadig er godt underrettet om hvad der foregår i Rusland; han fortalte, at Rusland samlede nye store Troppemasser, som skulle besætte Rusland.

Gik en Tur inden Frokosten, da jeg skulle have Forhandlinger om Eftermiddagen. Jeg mødte Direktør Svend Melsing, som jeg standsede og talte med.

Overordentlig smukt Brev fra Direktør Svend Melsing. Også Paul sendte en Takkeskrivelse, fordi jeg havde bidraget til Gaven, til hans 60 Års Fødselsdag, en Buste af ham. Det er langt pænere på den Måde, et trykt Takkecirkulære er ingen Opmærksomhed.

Havde et tre Timers Besøg af Direktør Svend Melsing, der er en pæn, dannet Mand, blot noget urolig og nervøs; vi talte om Rollebesætningen i Romeo og Julie, Melsing nævnede følgende Muligheder som Julie, Bodil Kjer, Fru Grenness, Fru Qvistgaard, Frøken Weiding.

Var ude hos Grev Harald Moltke for at anmode ham om at male Karl Gustav, hvad han meget beredvilligt erklærede at ville gøre. Boligen ligger på Zahrtmanns Plads, et meget smukt Kvarter, som jeg slet ikke kendte.

Langt Besøg af Bartholdy, hans Besøg er jeg altid glad for, de giver mig Fred i Sindet, og jeg er glad ved at mærke, hvor nær vi står hinanden, og hvor meget vi betyder for hinanden.

Nu er de tre Sabotører, der også er Kommunister, arresterede, og Føreren er af de tyske Myndigheder dømt til Døden; Erik Scavenius er gået i Forbøn for Manden, hvis Straf er blevet forandret til livsvarig Indespærring i et tysk Tugthus.

Tunis og Bizerta er erobrede af de Allierede, mon det vil rykke Freden nærmere? Vil de Allierede prøve på at trænge ind i det europæiske Fastland over Sicilien eller over Tyrkiet? Men hvorledes vil det gå med Tyrkiets Neutralitet? Måske har England lovet Tyrkiet Beskyttelse mod Rusland.

Efter Massagen hvilede jeg, til jeg skulle spise Middag og derpå med Linje 15 til Folketeatret. Overalt på Gaderne så man Folk tilkendegive deres Glæde over, at Kongen havde genoptaget Regeringens Førelse. Så Giraudoux' Amfitryon 38 med Henrik Bentzon og Else Skouboe i Hovedrollerne.

Sendte Afslag til den Kreds af Skuespillere, der have anmodet mig om at købe Betty Nansen Teatret.

Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.

Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.

Spiste i Drachmannskroen, hvor Poul Jørgensen som sædvanlig var venlig og opmærksom overfor mig, og bagefter var jeg [i] Frederiksberg Teater og så Morgens Brandts meget spændende Komedie, For åbent Tæppe der var godt sat i Scene af Forfatteren selv.

Var i Nørrebros Teater og så den gamle berømte Operette Som i Ungdommens Vår; blev meget bevæget over den Scene, hvor Peter Gade, der er blevet Gehejmeråd, for første Gang genser sin Ungdoms Elskede; det gjorde både Hans Kurt og Else-Marie smukt.

Krigen synes foreløbig at være gået i stå. Kongen har det bedre, var oven i Købet i Det Kgl. Teater i går, mægtig hyldet af det overraskede og begejstrede Publikum.

Karl Gustav fortalte, at Per Knutzon vil gøre ham til Meddirektør i Riddersalen, ifald jeg ville yde Teatret økonomisk Støtte; Harald Moltke havde skrevet til ham, at han glædede sig så meget til at male ham, og til at talte med ham.

Karl Gustav havde plaget mig til at se Dagmarrevyen, noget dumt Tøjeri, som ikke engang var morsomt.

Et sørgeligt Tid og Tegn at Betty Nansen Teatret skal omdannes til en Variete. Karl Gustav kom op til mig om Eftermiddagen, denne Gang trist og misfornøjet, at forskellige Grunde.

Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.

Dybt bedrøvet ved Tanken om, at Englænderne have halvt ødelagt Kølner Domen; Englænderne er Vandalernes og Hunnernes Efterfølgere. Var til en dejlig Mozart-Koncert i Tivoli; smukkest var Aksel Schiøtzes Foredrag af Ottavios Arie af Don Juan.

Senere kom Harald Moltke med Kone medbringende det meget lignende Maleri af Karl Gustav; Stillingen er aldeles maskulin, der er intet opstillet ved ham, hans Hænder i en ganske særlig Grad plastiske, Udtrykket er drømmende og som grublende over noget han har læst.

Direktør Melsing var hos mig hele Eftermiddagen og meddelte mig sine Planer, han håbede at kunne leje Betty Nansen Teatret, og jeg lovede at give det samme årlige Tilskud, som jeg gav Odense Teater og senere Betty Nansen Teatret.

Redaktør Asger Kanstrup vil have mig til at svare offentligt på de mange Indlæg, min Afhandling om Livet efter Døden har givet Anledning til; jeg kunne nok have Lyst til det. Var for anden Gang henne at se Dagmarrevyen.

Christensen fortalte imorges, at da han iaftes var steget ud af en Sporvogn, havde nogle tyske Soldater truet ham med en Revolver; det lykkedes ham at undslippe.

Englænderne og Amerikanerne er gåede i Land på Sicilien efter heftige Kampe; men der er en lang Vej til Berlin; Eisenhower stod for Angrebet; imidlertid får Russerne Bank.

Karl Gustav havde i går mødt Esther Scheel, der havde sagt: ”Nu er vi altså Landsmænd,” hun er ivrig Langelænderinde. Svend Melsing havde talt til Karl om et Engagement ved det forhenværende Betty Nansen Teatret.

Var meget tidligt oppe og arbejdede på ”Storkansleren”, til Svend Melsing kom. Han meddelte mig, at Henrik Bentzon havde købt det tidligere Betty Nansen Teatret og ønskede nogle Medaktionærer.

Nød rigtig Haven og dens Blomster. De allierede trænge stærkt frem på Sicilien; Russerne er sikkert meget opbragte over, at dets Allierede ikke opfylde Stalins inderlige Ønske om, at de må angribe Balkanhalvøen.

Vågnede ved Lyden af et voldsomt Brag; senere på Dagen fik jeg at vide, at det var en engelsk Faldskærmsjæger, der havde kastet en Bombe ind i Dr. Perses Klinik, der var blevet overtaget af Tyskerne og anvendt til at danne Rum for Fabrikeringen af et eller andet.

rbejdede på ”Storkansleren”. Besøg af Svend Melsing, der bragte mig sit Fotografi, hvorpå der stod ”Fra Svend til Frits”.

Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.

Fascismen er ophævet i Italien; også i Spanien murrer det, og den monarkiske Tanke får Vind i Sejlene, ligesom i Italien.

Atter denne Nat næsten søvnløs; ikke desto mindre var jeg særlig godt oplagt til Arbejdet på Storkansleren og skrev 3½ Time uden Ophør. Ibsen havde talt med en af de højere tyske Officerer her i Byen og hørt, at Tyskerne forberedte et Angreb på hele England, ikke alene London.

Sov udmærket inat. Arbejdede på Storkansleren. Emmeluth var hos mig om Eftermiddagen.

Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger om Eftermiddagen med Emmeluth der havde haft lange Konferencer med Svend Melsing, som var opfyldt af Taknemmelighed over min Hjælp til Starten af hans Teaterforetagende.

Meget uartigt Brev fra Karl Gustav, hvem jeg gav et Svar, der både havde Næb og Klør. Havde mange Breve at skrive, blandt andet for at ordne den tyske Regerings Forstattaches Besøg i de langelandske Skove; sendte også Fru Bretton-Meyer et langt Brev.

Arbejdede på Storkansleren. Nielsen fortalte mig, at han havde talt med en dansk Arbejder, der lige kom fra Hamburg; Manden havde mistet sin Kone og sit eneste Barn under det sidste Bombardement.

Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.

Hitler har ladet den norske Hærs Officerer føre til Tyskland; hvad mon der skal ske med dem? De, som have sluttet sig til Nazismen slipper fri; det ventes, at de andre vil blive skudte. Nu er der endelig kommet Sol og en lille smule Varme, sad længe i Solen og lod mig bage af Solen.

I dag for 60 År siden flyttede jeg til Roskilde, og et nyt betydningsfuldt Afsnit af mit Liv begyndte. Blev færdig med det første Kapitel af Storkansleren VII.

Urolighederne have bredt sig til Svendborg, hvor det går til som i Odense, alle Jernbaner på Fyn er sat ud af Funktion, og der går ingen Færger over Storebælt.

Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.

Et meget alvorligt og indtrængende Opråb til det danske Folk fra Regering og Rigsdag i Anledning af de sidste Dage med de uafbrudte Optøjer og Sabotagehandlinger; Opråbet skildrer vores Stilling som yderst farlig. Stadig brændende Hede; sad længe i min Have og nød Varmen.

Der blev skudt meget i Nat her tæt ved; Henrik mente, at det var ved Tennishallen i Pile Alléen, hvor der nu er tysk Indkvartering; det menes at have været Afværgeskud mod Sabotører. Arbejde med Fru Reinhold-Jacobsen.

Urolighederne tiltager, Nat efter Nat foregår der Sprængninger af Huse med Virksomheder, som er af Betydning for Tyskerne, Forretninger ryddes efter at Personalet er ihjelskudt, Fabrikker sprænger i Luften.

En uhyggelig og urolig Nat: Ligesom jeg var ved at falde i Søvn, lød der et Skud, og jeg hørte Lyden af knuste Vinduesruder; jeg kunne selvfølgelig regne ud, at det var hos vores Genbo, hvor det tyske Militær har Kontorer.

Der er nu erklæret Undtagelsestilstand, ingen må gå ud efter Solnedgang, Teatre, Biografer, Restaurationer lukker om Aftenen (men der må gives Eftermiddagsforestillinger). Det danske Politi er afsat, det tyske Militær overtager Opretholdelsen af Ordenen, Telefon, Telegraf, Postvæsen er afbrudt.

En meget urolig Nat med stadig Automobilkørsel i min Gade; mine tyske Genboer, Gestapomændene, talte højt og kommandere, jeg hørte Ordet: Vorsicht. Jeg var klar over, at uhyggelige Ting foregik, og det blev bekræftet af Henrik, da han kom ud til mig om Morgenen.

Kaj Munk er blevet myrdet, temmelig sikkert af Medlemmer af Schalburgkorpset; en kendt Borger i Slagelse er også blevet myrdet; der er Forfærdelse hele Landet over; alle forstår, at Kaj Munk skulle dræbes, fordi han så ofte havde tilkendegivet sin Uvilje mod Tyskerne.

Var til Generalprøven på Det Ny Teater og så Rebecca. Publikum bestod næsten udelukkende af Skuespillere, Teaterdirektører, Bladanmeldere og Forfattere, Erling Schrøder så ud, som om han gerne ville hilse på mig; Hans Henrik Krause så godt ud, ligeså Knud Rex.

Skrev til Svend Melsing min Opfattelse af Celestina, telegraferede til Hanses 61-Års Fødselsdag.

En meget uhyggelig Nat: Et Kvarter over elleve lød et forfærdeligt Brag, efterfulgt af to omtrent lige så stærke; det må have været et Sted her i Nærheden; endnu aner jeg ikke, hvor.

I går blev der pebet og hysset af det engelske Stykke på Frederiksberg Teater Privatliv; det er såmænd ærlig fortjent; det er et gement og liderligt Stykke. 

Kongen har ordentligt sat det islandske Rak til Vægs; i en Proklamation til Befolkningen kundgør han, at han ikke vil godkende Islands Ret til at løsrive sig fra Danmark, medmindre det sker efter gensidig Forhandling.

En Time efter Middag kom Svend Melsing op til mig for at meddele, at han og Karl Gustav nu havde fået afsluttet Fred med hinanden.

Arbejdede med Fru Reinhold-Jacobsen, der var meget ivrig for at forsvare Schalburgfolkene, der af hende skildredes som pæne og rare Mennesker.

Idag er det den søde Moders Fødselsdag. Doktor Johansen undersøgte min Hørelse og var forbavset over, så godt det gik fremad; han mente, at det også skyldtes Udpustningen af Ørene foruden Indsprøjtningen af Nikotintabletterne.

Inat er Magasin Du Nord sprængt i Luften. Karl Gustav sad et Par timer hos mig om Eftermiddagen. Uhyggeligt med de mange nye Dødsdomme, nu skal Fru Wichfeld fra Engestofte henrettes i Morgen; hun er engelsk og har arbejdet for England.

Under de store Luftkampe på Fyn er Gamtofte Kirke og Præstegaard blevet ødelagt. Arbejdede på Storkansleren. Brev fra Karl Gustav, overstrømmende af Kærlighed.

Da Olga var gået, kom Karl Gustav, der er meget optaget af sin Rolle i Celestina og læser det meste af Dagen udenfor Teaterarbejdet på den.

Henrettelse af danske Statsborgere finder næsten daglig Sted, igår blev en Politibetjent skudt; rart at det går så godt med Kronprinsens Overtagelse af Faderens mangehånde Hverv.

Agnes bor i samme Hus, i den så komfortable Pension Langelinje, hvor hun har fået indrettet sig ganske som det var hendes Hjem; trods sine 86 År er Agnes fuld af Liv, fortællende munter.

Store Begivenheder: Mange prominente Danske arresterede af Tyskerne, der beskylde dem for Sammensværgelse; blandt de arresterede er Amtmanden i Aabenraa og Politimesteren i Aarhus.

Fortvivlet Brev fra Karl Gustav, der taler om at opgive Teaterbanen, som Følge af Presseforfølgelsen.

Arkivar Hassø var her for at tale med mig om forskellige Sager; han var meget betaget af, at Rigsarkivar Axel Linvald har måttet flygte, da hans Kone er Heljøde, han er i Sverige, hvorhen de Tusinder af danske Jøder er flygtede.

Var til Sæsonens første Symfoni-Koncert, ved hvilken Thomas Jensen dirigerede Brahms første Symfoni, der fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen på mig, så dejligt var det; det var særlig anden Sats, der betog mig. Talte med Astrid-Breton-Meyer.

Om Aftenen kom Svend Melsing, der var meget opbragt over Presseforfølgelsen af ham.

Den fornuftige Del af Befolkningen undlod at hejse Dannebrog til Ære for Grundloven; hvad Mening er der også i at flage for noget, der blev afskaffet den 4. April 1944?

Rart Besøg af Karl Gustav. Var henne i Carlton-Teatret og så Sarauws Film Teatertosset, der gør så megen Lykke over hele Danmark.

Fik en Masse Blomster til min Fødselsdag; ligeså Breve. Karl Gustav var her det meste af Dagen; medens han var hjemme at spise, kom Svend Melsing herhen at lykønske mig.

Havde en rar Aften med Læsning i Svend Melsings nye Drama, der skal opføres i denne Måned, det interesserede mig højligen.

Tyskerne har i Nat sprængt Domus Medica, K.B. Hallen, Peter Lieps Hus og Eremitagen i Luften; 35 Lærere blev i går fængslede. London Brænder, i Frankrig kan man se Skæret fra det brændende London; det vil sikkert ændre Krigens Gang. Nød Haven i det varme Solskin. Besøg af Karl Gustav.

Der er nok meget uroligt i København i disse Dage, håber ikke Karl Gustav kommer til noget. Frøken Meistrup telefonerede, om jeg ville med til Generalprøven på Onsdag.

Spærretiden er ophævet. Der er foreløbig roligt i Byen, men der tales om Generalstrejke, og Publikum behager sig i den Tro, at Tyskerne er blevne bange for Truslen om Generalstrejke og derfor har ophævet Spærretiden.

Karl Gustav kom op til mig om Morgenen for at meddele mig, at Sporvognsfunktionærerne havde erklæret Strejke, så al Trafik er standset; Automobilkørslen blev ophævet for flere Dage siden; også Vandtilførslerne er standsede.

Generalstrejken er erklæret; der er hverken Vand, Elektricitet eller Gas; Butikkerne er tomme, heldigvis er vi forsynede for nogle Dage med Fødevarer; Karrene er fyldte med Vand.

Karl Gustav var hos mig hele Formiddagen, han var meget let påklædt, blandt andet havde han nogle Benklæder, der nærmest lignede Svømmebukser; det klædte ham unægtelig; vi gennemgik Biblioteket. Arbejder godt på Storkansleren i disse Dage.

Desværre blev Glæden kun af kort Varighed, i dag viser det sig, at Arbejderne ikke vil lyde Fagforeningslederne, men vedbliver at strejke; nogle går dog imod Flertallet, således Funktionærerne ved Sporvognene der for de flestes vedkommende nu kører.

Endelig er Generalstrejken helt afblæst, og det normale Liv i København genoptaget. Arbejdede som alle andre Dage godt på Storkansleren; var inde i Byen, der bar tydelige Spor af Gadekampene, mange ituslåede Vinduer og plyndrede Butikker.

Den tropiske Hede tager til, i dag viser Termometret 22 Grader i Skyggen; Karl Gustav besøgte mig; vi sad på Havetrappen under markisen. Spiste i Drachmannskroen, hvor Paul Jørgensen fortalte mig om sine Oplevelser i Nansensgade under Gadekampene.

Aviserne nedsabler ondskabsfuldt og uretfærdigt Forestillingen på Allé-Scenen.

Arbejdede på Storkansleren. Var henne i Skolen på Nyelandsvej for at afhente mit Legitimationskort; den Mand, der ekspederede mig udtalte, at jeg altid måtte have Kortet ved Hånden, da jeg ellers risikerede at blive kaldt i Dagmarhus, hvilket var meget ubehageligt, tilføjede han.

Var meget tidlig oppe, spadserede en Tur i min Have og tog straks [fat] på Arbejdet med Storkansleren. Var i Palladium og så en smuk og stemningsfuld Film De tre Skolekammerater, der mindede mig om mine Skoleår i Roskilde og min senere Forbindelse med Byen.

Der er foretaget Attentat mod Hitler; Var Føreren blevet dræbt, og Generalerne havde indsat en af Wilhelm den andens Sønner i hans Sted, havde Verden måske haft Fred imorgen.

Tog ud at bestille gule Sko på Ortopædisk Institut. Skomageren fortalte, hvorledes Tyskerne under Generalstrejken var trængt ind i Beauvais Fabrikker, der er Genbo til Instituttet, og havde røvet Konservesdåserne.

Havde en hel Del Skriveri, blandt andet om Godsvæsen. Læste om Aftenen under megen Bevægelse Edouard Paillerons Cabotins, som jeg så i Paris i halvfemserne. Dr. Best vil bo på Rosenfeld, hvor der i den Anledning graves Bunker og Beskyttelsesrum.

Arbejdede på Storkansleren. Havde et rart Besøg af Svend Melsing, der synes nu at være kommet over sin Sorg og Skuffelse.

Det menes, at Jernbanekatastrofen i Nordsjælland er forøvet af en dansk Sabotør, der var betalt af Englænderne, han ville gennem Kupevinduet kaste Bomben mod et ventet Tog, der var fuldt af tyske Soldater; Bomben var indstillet på Tid og eksploderede, før det var beregnet.

Det var en urolig Nat; der blev skudt i en hel Time med Maskingeværer lige udenfor mit Vindue, jeg kunne høre Kuglerne slå imod Husenes Mure; Henrik kom af sig selv ind til mig og sagde, at Pøblen trængte frem, både fra Vesterbrogade, Frederiksberg Allé og Jakobs Allé.

Oppe på Kirkegården så jeg tilfældigvis mine Oldeforældre Schulins Grav ved Indgangen til Kirken; det interesserede mig at se, at Grandmamas Tysklærerinde ”gamle Jette de Voss” lå begravet i det schulinske Gravsted; Fader talte så tit om hende. Var inde i Kirken.

Havde en Del Godskorrespondance; glimrende Driftsoverskud på Korsebølle; Lovede at hjælpe Godslæge Rasmussens Enke, der gerne vil have den ene Søn på Sorø Akademi. Om Eftermiddagen så jeg Filmen Teatertosset på Carlton-Teatret.

Tyskerne har sprængt ikke mindre end 11 Skibe ved Indløbet af Seinen, blandt Skibene er en stor Krydser og Transportskibe fulde af Tropper, det er en slem Historie for de Allierede. Hitler har udstødt en Mængde meget højtsående Officerer af Hæren som Følge af dets store Attentataffære på ham.

Arbejdede på Storkansleren, kæmpende med Trætheden; senere kom Karl Gustav som var meget opfyldt af sine Planer om at overtage ledelsen af Allé-Scenen.

Skrev til Starck for at berolige ham med Hensyn til hans Udsigter som Skuespiller. Arbejdede på Storkansleren.

Der er blevet bygget en Elevator op til Kongelogen i Det Kgl. Teater, således at Kongen kan komme derop nu når Sæsonen begynder.

Var til Generalprøve på Folketeatret, det var Paul Géraldys Dramatisering af Madame Colettes Utro. Jeg havde megen Glæde af Forestillingen, navnlig af Else Skouboes strålede Spil; mon hun dog ikke er vor Tids mest fremragende Skuespillerinde?

Karl Gustav kom tidligt på Formiddagen; jeg gav ham en forsvarlig Omgang, fordi han havde forsømt mig så længe; han havde allerede bestemt, hvad han ville spille og hvem han agtede at engagere til Allé-Scenen; blot det ikke er Luftkasteller.

Arbejdede på Storkansleren, Karl Gustav kom og bad mig tale med Kontorchef Boas i Justitsministeriet for at lægge et godt Ord ind for min Søn i Anledning af hans Ansøgning om Bevilling som Leder af Allé-Scenen.

Arbejdede på Storkansleren. Karl Gustav var herhenne med de Papirer, jeg skulle bringe Kontorchef Boas.

Karl Gustav kom meget nedtrykt og i dårligt Humør op og meddelte mig, at Justitsministeriet havde meddelt Makwarth Bevilling til at lede Allé-Scenen efter Indstilling af Teaterrådet.

Den engelske Radio meddeler, at Pariserne have forjaget den tyske Besætning; den franske Hjemmehær på 50.000 Mand i Paris har taget 100.000 tyske Soldater til Fange, og derefter er Amerikanerne rykkede ind i Seinestaden.

Der rejser sig Vanskeligheder for Makwarth med Hensyn til hans Lejemål af Allé-Scenen, idet Melsing har skruet Lejen så højt op, at Makwarth ikke mener at kunne betale den.

Idag for et År siden oplevede vi en slem Dag. Den nye Direktør for Allé-Scenen, Makwarth aflagde mig Takkevisit; jeg syntes rigtig godt om ham, han er høflig og velopdragen, man kan tale roligt med ham.

Det lader til, at de Allierede også vil kaste hele Balkanhalvøen i Gabet på Rusland. Finland vil vist hurtig blive forvandlet til en Bolsjevikrepublik således som Østersøstaterne. Dronningen af Hollands Bolig i London er ødelagt af en Robotbombe, og Wilhelmine er flygtet ud på Landet.

Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger med Emmeluth, mest om min Ordning med Allé-Scenen. Var i Det Kongelige Teater, hvor jeg hørte Donizettis Don Pasquale, hvor er den italienske Musik dog let at få fat på, hvor den glider let gennem Ørerne!

Karl Gustav sad et Par timer hos mig om Formiddagen. Han bad indtrængede om at skrive til Frederik Schyberg i Anledning af hans smukke Kronik om den nye Udgave af Fru Heibergs Erindringer, som både min Søn og jeg er meget begejstrede for. I dag skulle min Søn til Prøve på Allé-Scenen.

Kehler sendte mig min Kontrakt med Direktør Miskow Makwarth og Kontrakten mellem min Søn og Makwarth. Mordene og Overfaldene her i København og over Landet tager daglig til. Gik en Tur i den smukke Damhuspark.

Arbejdede på Storkansleren. Besøgte Svend Melsing, der lå i Sengen; al Modgangen og de gemene Forfølgelser fra Pressens Side har angrebet hans i Forvejen syge Hjerte.

Der kæmpes nu for anden Gang i denne Krig om det ulykkelige Polens Hovedstad, Nordfrankrigs Byer ødelægges; nu står de kæmpende Hære ved Siegfriedlinjen, der sikkert er i bedre Stand end Maginotlinjen var det. Tyskerne plejer at have deres Ting i Orden, det plejer Franskmændene ikke.

Atter alvorlige Begivenheder, det er fremkaldt af en ny Strid mellem det danske Politi og den tyske Værnemagt, der utvivlsomt med rette, beskylder Politiet for roligt at se til, når der er Optøjer og Overfald, hvilket nu hører næsten til Dagens Orden.

Natten var rolig; hvor er det behageligt ikke længere at have Gestapo og SS.erne som Genboer. Georg Jørgensen kom af sig selv hen at barbere mig, da alt er lukket.

Talte med min Nabo Lundsten, der sagde, at der den Aften, da Gadekampen fandt Sted her på Frydendalsvej, også trængte Kugler ind gennem Ruderne i hans Villa, både hos ham og i Stuen, flere andre Villaer i Nærheden blev ramte.

Der kom Brev fra en Mand, der skrev, at han samlede ind til de Politibetjente, der skjulte [sig] for at undgå Tyskernes Klapjagt på dem; de skulle hjælpes til Flugt til Sverige; han ville komme i Dagens Løb for at hente de eventuelle Penge til [Penge til] mig.

Var hos Rostgård for at få min månedlige Indsprøjtning; han fortalte, at hans Datter, der arbejder på et Kontor i Amaliegade, fra Vinduet havde overværet Kampene i Kvarteret.

Georg Jørgensen var rørende glad over Skilderiet, også fra Herman Palludan fik jeg et pænt Takkebrev; han er glad ved nu at have fået Ansættelse ved Aarhus Teater; hvor er det en lykkelig Lod at være i Stand til at hjælpe andre.

Var til Premieren på Allé-Scenen, hvor der havde været udsolgt i en hel Uge; der var Masser af Bekendte; jeg sad ved Siden af den pæne, men meget snobbede Fru Direktør William Hansen og hendes Mand; det var lykkedes de Damer, der render efter mig, at få Billet.

Havde nogen Brevveksling angående Hjælpen til Politibetjentene. Uhyggeligt med disse mange Krigsmillionærer, der tjener endnu flere Penge end Gullaschbaronerne i Krigen 1914; det er for en Del Entreprenører, som skaffer Tyskerne Arbejdere til deres forskellige Foretagender.

Smukt Brev fra Hans Bendixen, som jeg havde det romantiske Møde med; Sammen på Bænken i Østre Anlæg.

Inderligt kærligt Brev fra Karl Gustav; Billetterne rives væk til Forestillingen på Allé-Scenen, undertiden flere Dage i Forvejen.

Var i Allé-Scenen til en skandaløs Fremførelse af Båndet, Eyvind Johan-Svendsen var plakatfuld.

Starck er blevet fast engageret til Allé-Scenen.

Karl Gustav kom op til mig, avec de tous ses ner[f]s, i Anledning af at en Odenseskuespiller, der er i København i disse Dage, havde fortalt ham om de Rygter, Arne Ole David havde udspredt.

Var til Generalprøve på det svenske Stykke Farmor og Vorherre, hvor jeg i fulde Drag nød Fru Garlands Spil som Farmor; hun er en af de nulevende Skuespillerinder, jeg beundrer mest.

Barbersvenden fortalte mig, at Schalburgerne var trængt ind hos hans Nabo, der havde en Bar i Amagerbrogade.

Da Sigfred Johansen er blevet syg, har Karl Gustav måttet overtage hans [Rolle] i Skyggernes Tog; han måtte overtage Rolle[n] to Timer før Eftermiddagsforestillingen i går og lære den på to Timer; jeg må dog hen at se ham.

Oppe hos Prelman talte jeg med Kammerherre Konow, der fortalte, at Kongen under hele Kampen på Amalienborg havde siddet i Vinduet og set til.

Var i Nationalmuseets Foredragssal til den af Svend Fridberg arrangerede Oplæsning af Oehlenschlägers Kjartan og Gudrun.

Aviserne tager med Fløjlshandsker på Direktør Makwarth, selv den rædselsfulde Forestilling i Søndags skånes.

Frøken Helms var her for at tage flere Billeder af Karl Gustav og mig inde i den røde Stue; hun havde taget syv Plader med, så vi kunne også blive fotograferede i den lyserøde Sofa under Billedet af O.T. Jeg glæder mig meget til de fotografier og til at forære dem til fælles Venner og Bekendte.

Var til Generalprøve på Middag Klokken otte på det Ny Teater.

Arbejdede hele Formiddagen på en Afhandling om Arveprinsesse Caroline; Arbejdet interesserede mig højligen, og jeg mener, at Artiklen blev god. Så kom Karl Gustav, der blev glad over Gruppebillederne med ham selv og mig.

Skrev et begejstret Takkebrev til Erling Schroeder; var hos Vibe-Hastrup, der forefandt mine Tænder i ypperlig Orden.

Forarget over den milde Dom over den Bandit, der overfaldt Sporvognskonduktøren, slæbte ham ned fra Førersædet, smed ham ned på Gaden, knækkede hans Næseben, slog seks Tænder ud på ham, trampede ham i Ansigtet.

Havde megen Glæde af den pragtfulde Film Otte Akkorder, der opføres i World Cinema, noget af det var så smukt, at jeg kom til at græde; det var især Scenen mellem Poul Reumert og Reichhardt.

Det bliver nu til Alvor med Tysklands Trussel om Undervandsbådsangreb. Var til Adventseftermiddag hos Bartholdys, hvor alle Børnene var tilstede. Bartholdy sagde, at Pastor Sandberg var undsluppet til Sverige.

Der kommer stadig Takkeskrivelser fra dem, som have fået Vildt fra Tranekær. Var atter henne i Riddersalen at se Hamlet efter forinden at have spist i Drachmannskroen, hvor de to store Plomber faldt ud.

Havde en Del Godsskriveri. Fik den månedlige Indsprøjtning Af Rydberg, der fortalte mig, at Tyskerne havde sluppet Hans-Henrik Krause ud af Dagmarhus; Tyskerne synes i det hele taget ikke at tage det så nøje længere.

Kehler mente, det gik yderlig slet med Allé-Scenen, men han indrømmede, at det for en meget stor Del skyldtes de mange Uheld, der havde ramt Makwarth. Kehler var blevet truet af Stikkere om at melde ham til Tyskerne for Sabotage; rent Vanvid.

Der som overalt var der stor Forfærdelse over, at Schalburgfolk have sprængt Ø.K.s Bygning i Luften. Østasiatisk Kompagni er meget alliancevenligt, men det er ikke derfor.

Arkitekt Petri var her; han var blevet tilkaldt af sin Søsterdatter, Fru Hostrup-Schulz, hvis Mand, Ingeniøren, blev sat fast af Tyskerne, beskyldt for at gemme Granater og andre Sprængstoffer i sin Lejlighed i den af Kammerherre Arenstedt ejede Villa; ingen ved, hvor Arenstedt er flygtet hen.

Tyskerne er gåede over til Offensiven mod Vest, medens de Allierede skændes indbyrdes og Churchill og Eden bekæmper [Venner] Stalins Venner i Grækenland.

Min Søn sagde, at de henne på Allé-Scenen interesserede sig så meget for, om jeg var tilstede på Tilskuerpladsen, og han blev altid spurgt af sine Kollegaer, hvad jeg syntes.

Var henne hos Karl Gustav; medens han var ude på Toilettet, bankede det på Døren, og ind trådte Tharnæs fra Det Kongelige Teater. Han var så meget Verdensmand, at han straks var inde i Situationen Fader og Søn og fortsatte, efter at Karl Gustav var kommet ind og atter var krøbet i Seng.

Karl Gustav telefonerede herhen, at Bent Müllen var blevet myrdet på åben Gade i Odense igår; hvad mon der nu ligger bag dette Mord; Mord hører desværre til Dagens Orden.

Der var meget uroligt i Nat, fra alle Leder og Kanter hørtes Skud og Eksplosioner, og Folks Vogne susede ned af Vesterbrogade, det er et dårligt Tegn, men Aviserne er ganske stumme med Hensyn til Nattens Begivenheder, det er naturligvis Forbud fra Tyskernes Side.

Skrev til Hellan Kolbye, der vist er fortvivlet over Mordet på Müllen, der var hans store Kærlighed.

Var henne at se til Karl Gustav, der havde Besøg af Direktør Makwarth; Direktør[en] medbragte en Del Manuskripter til Gennemlæsning, blandt andet et idealistisk Drama.

Talte med Hellan Kolbye, der er herinde i Anledning af Mühlens Død; han mente det var for at ramme Odense Teater, at Mordet var foretaget. Skrev et langt Forretningsbrev til Emmeluth. Gik ikke til Karl Gustav idag; jeg vil vente, til han kalder på mig.

Amerikanerne har under Bombenedkastninger på jyske og fynske Tog dræbt og såret over 100 Mennesker; meget brutalt. De Allieredes Uenighed tager til; det vil sikkert bidrage til at forlænge Krigen.

Var oppe hos Karl Gustav, der så ganske anderledes frisk og fornøjet ud end sidst; han havde Besøg af en Mackeprang, der vist er ansat ved Filmen, en pæn og venlig Mand; det så så hyggeligt og rørende ud, at der stod to Kopper, af hvilke de havde drukket Kaffe.

Det Frie Danmark sendte mig det sidste Nummer af sit Blad, der optræder utilsløret kommunistisk. Ubegribeligt at konservative Mænd og Præster (Bartholdy) kan støtte dette Foretagende.

For første Gang i lange, lange Tider skinnede Solen; jeg benyttede mig deraf til at indsuge dens Stråler på en Tur i min Have.

Mange Provinsblade gengiver i Uddrag min Artikel om Arveprinsesse Caroline. Var henne hos Karl Gustav, der for hver Dag bliver synligt raskere og friskere; han skal op imorgen, og samtidig begynder Massagen af Benet, som han viste mig; det så nu så temmelig normalt ud.

Smukt brev fra Erling Schroeder, ledsaget af hans Fotografi som Hamlet med en venlig Tilegnelse, bragte Billedet hen til Kleis for at få det indrammet.

Brændselssituationen er meget alvorlig, en af Følgerne [er], at al Trafik er blevet indskrænket, så Folk ikke kan tage hjemmefra om Søndagen og meget lidt om Hverdagen.

Den elektriske Belysning er nedskåret med Halvdelen; Teatrene skal begynde Forestillingerne 5½.

Russerne går med Stormskridt mod Berlin, der skal forsvares til det yderste.

Var i Allé-Scenen Kl. 4 til Kammerspillets Opførelse af Chestertons Magi, noget tåget Vrøvl, som ikke blev godt spillet. Den megen Reklame, Fru Tudlik Johansen har gjort for sit Foretagende, berettigede til store Resultater.

Skrev til Skoledirektør Rosted i Anledning af hans Forespørgsler om Dronning Sophie Magdalene.

Karl Gustav var meget opfyldt af [af] Affæren på Det Kongelige Teater, hvor nogle Mænd var trængte ind på Balletdanseren Leif Ørnbergs Garderobe, hvor de tvang Danseren til at forholde sig rolig, medens de fotograferede ham med Nazisttegnet på Frakkeopslaget.

Da jeg kom ud af Kirken, gik en Del tyske Soldater frem med deres Geværer parate til at skyde, de skulle ned [ad] Vesterbros urolige Sidegader for at foretage en af de Razziaer, som er så hyppige i disse Dage; Tyskerne vil have fat i dem, der er gåede i Underverdenen, som det hedder.

Kehler var her om Eftermiddagen for at tale om Makwarths Fremtidsplaner, der går ud på, at han kan køre videre med Gyseren til første Maj, hvorefter Allé-Scenen udlejes til Ib Schønberg og Karmark fra Filmen for Sommermånederne, de to Kumpaner vil så spille Revy.

Willumsens hæslige Monument af Hørup ved Indgangen til Kongens Have er i Nat sprængt i Luften. Hvem mon der er Mester for det?

Sendte Blomster til Gerda Christophersen i Anledning af de 75.

Barbersvenden på Vesterbrogade havde fra Vinduet overværet Begivenhederne i går tolv Middag, da nogle Sabotører søgte at flygte fra det Automobil, der skulle få dem til Shellhuset; det lykkedes dem ikke at undslippe; en Del af dem blev dræbt, også forbipasserende blev ramt af Kugler.

Når jeg ikke har Ærinder ind til Byen, går jeg hellere [i] min egen Have her end i Parkerne, navnlig da jeg kan slikke Solskin her.

Der er også andre, som er blevne forargede over Bartholdys Prædiken igår. Den tyske Myndighed har ladet 30 Danske henrette i Kastellet, det er alle sammen ganske unge Mennesker, en af dem er kun 19 År, han var Leder af en illegal Gruppe.

Karl Gustav kom ganske tidligt og blev her til henimod Frokosttid; han havde iaftes været ude for en ubehagelig Oplevelse [i Aftes], da han kørte hjem; han sad ved Siden af Chaufføren, der pludselig udbrød: ”Så for Satan, der er de”.

Var henne på Folketeatret Kl. 2 og så Bagtalelsens Skole, der blev spillet bedre, end da Det Kongelige Teater opførte det i halvfemserne, navnlig var Henrik Bentzon bedre som Sir Peter, han fremstillede en fin Mand, medens Olaf Poulsen var grov og plump.

Det gik som man kunne have ventet i Finland. Ved Rigsdagsvalget stemte de allerfleste Finner på Bolsjevikkandidater, de stemte med Revolveren for Brystet ligesom de ulykkelige Beboere i Østersøstaterne.

Om Formiddagen gik en engelsk Flyvereskadre ganske lavt hen over mit Hus, så lavt, at man tydeligt kunne læse Royal Air.

Var meget træt efter de mange Sindsbevægelser og sov godt; der bliver fundet flere og flere Børnelig.

Rart Brev fra Pastor Thanning, der har tænkt venligt på mig i Anledning af Bombardementet; hans Kones Broder er død i en tysk Koncentrationslejr; der er snart ikke mange Familier, som er blevet forskånede for slige Begivenheder. Var ude at blive behandlet af Paul Sørensen.

Lloyd George er død, en af dem, som ikke nåede at opleve Afslutningen på Krigen ligesom Chamberlain og Wilhelm den anden.

Den pæne unge Kristensen kom og barberede mig; det er vanskeligt for ham at komme fra Christianshavn, Langebro er sprængt i Luften af Sabotører, der vil hindre Tyskerne i at sejle bort med Kul herfra, og man mener ikke, at Broen kan blive gjort i Stand før Krigen er hørt op.

Jeg kunne se fra mit nordlige Vindue, at den lille Lisbeth Allerup-Jansen havde fem Års Fødselsdag, for hun havde Selskab med sine Veninder.

De illoyale Blade have udspredt den Røverhistorie, at Tranekær er besat af Tyskerne.

Min gamle fjollede Nabo, Lundsten, truer mig med Proces, ifald jeg ikke rydder nogle af Træerne og Buskene i min Have, da de efter hans Formening skygger for hans Blomster og hindrer dem i at trives.

Var i Frederiksberg Teater og så det så stærkt omdiskuterede Skuespil, som er tilskåret efter Sommerset Maughams Novelle Regn.

Englænderne og Amerikanerne står nu ved Bremen; det er kun en cirka 20 Mil fra den danske Grænse.

Præsident Roosevelt er død af et apoplektisk Anfald; så nu er da begge Ophavsmændene til den nuværende Krig; han og Chamberlain, døde uden at erfare, hvad der kom ud af Krigserklæringen mod Tyskland i 1939; endelig en Gang har nemesis vist sig.

Var til Premieren på Alle-Scénen, hvor den debuterende Kommunelærers stærkt symbolske Drama Bjerget blev opført; Stykket var adskilligt bedre end Karl Gustavs nedsættende Kritik lod mig forstå, og jeg mener, det var en Fejl af ham at nægte at være med i Stykket.

Jeg mindes aldrig at have oplevet en sådan Nedsabling som den, Bladene have foretaget overfor Forestillingen på Allé-Scenen.

Talte op Gaden med Edele, der fortalte roligt smilende, at Datteren igår var gået op på Rådhuset og havde ladet sig vie til Reventlow uden forud at meddele Forældrene om det.

Meget elskværdigt Brev fra Charles Tharnæs, der er meget glad ved at have gjort mit Bekendtskab. Karl Gustav var her, stadig meget optaget af Frøken Scholten; han er ked over, at jeg er kommet i Forbindelse med Tharnæs; vel nok Jalousi.

Den engelske Radio melder store Begivenheder: Mussolini er blevet dræbt af sine egne Landsmænd i Norditalien.

Var oppe hos Thomans for at få gjort noget ved min Bandage.

Englænderne er gået over den danske Grænse og har nået Åbenrå uden Kampe, nu marcherer de mod Fredericia og er vel snart i København, der forhåbentlig må blive erklæret for en åben By ligesom Hamburg.

Der er endnu Flagning og Udplyndring af hele Byen, Frederiksberg Allés Dekoration med Dannebrogsguirlander tværs over Gaden er meget smukt.

Masser af kendte Folk er arresterede, Lensgreve Schimmelmann, Juel på Villestrup, Bent Holstein; det gør mig ondt for Fru Reinhold Jacobsen. Der er dræbt Masser i Nat under Gadekampene [i Nat].

Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.

Jeg fulgtes på Vejen hjem et Stykke med Frøken Brandt, der fortalte, at Erik Scaveniuses Elskerinde var arresteret af Frihedskæmperne, stærkt kompromitteret, Erik selv er så forhadt, at man [frygter] for, han vil blive lynchet; mon han trods alt stadig går rundt med sit spottende Smil?

En Masse jublende Frihedskæmpere kørte ud til deres Kvarter på Frederiksberg Slot; desværre blive Gadekampene ved, så jeg er urolig for min Søn, den tapre unge Roskildenser, som faldt ved Sorø, blev begravet i dag på Frederiksberg Kirke; hans Kiste var helt omviklet med et Dannebrogsflag.

Spiste i Drachmanskroen, hvor jeg havde en behagelig Samtale med Erling Schroeder, der hele Døgnet var optaget af Englænderne og Teaterarbejdet.

Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.

Opholdt mig flere Timer i Haven; Fængelspræst Larsen kiggede ind i Haven, meget optaget af, hvorledes det skulle gå Thygesen, ifald han kom hjem, han er sikkert kompromitteret, han kom således til Doktor Best.

Pøbelen forlanger Peter Munch og Erik Scavenius [og] andre Ministre hængte, da de anses for at være uværdige til at skydes. Den Mentalitet, man bebrejdede Tyskerne, råder nu helt i Dannevang!

Jeg er ret utilfreds med, at Karl Gustav er hjempermitteret fra Frihedsrådet, der er så mange dårlige Elementer inden for samme; nogle af Frihedskæmperne ser ud som rene Stratenrøvere, og de skaber megen Uro.

Var henne hos Rydgaard at få den sædvanlige Indsprøjtning. Var inde i Olsens Barbersalon, hvor den smukke Lindstrøm smilede venligt til mig. Hvor Folk dog er blevet forråede under Besættelsen.

Havde en Del Skriveri i Anledning af Roskildensersamfundets Rusgilde 23. Juni. Var til Premiere i Frederiksberg Teater på Leck Fischers Fronten, der forherliger Frihedskæmpernes Færd under Besættelsen.

Frihedskæmperne vinder mere og mere Indflydelse, nu blander de sig i Rigsdagens Arbejde og vil foranstalte Ministerkrise; de vil foreløbig have strengere Straffe for Værnemagere og de andre, det bliver vanskeligt at komme Frihedskæmperne tillivs, da de er rigeligt forsynede med Våben.

Lisbeth kom atter i dag ind i Haven at besøge mig; jeg holder mig meget af det Barn. Blev behandlet af Poul Sørensen ude i Valby. Spiste i Drachmannskroen, Poul Sørensen havde skaffet mig den bedste Billet i Riddersalen.

Da jeg vågnede, tænkte jeg med Gru og samtidig med dyb Interesse på Aftenen i går. Begyndte med Arbejdet på Storkansleren VII. Det modbydelige ”Ekstrabladet” lufter sit Had til Karl Gustav i en Anmeldelse af Forestillingen i Riddersalen.

Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Starck, der klagede over, at Karl Gustav ikke arbejdede med at fordre sin Teknik, der var meget mangelfuld, navnlig var hans Diktion slet; han arbejdede ikke nok og misbrugte sin rigeligt tilmålte Fritid til at solde.

Frihedskæmperne bliver frækkere og frækkere, nu have de kastet Bomber ind i Apoteket i Haslev for at straffe Apotekeren, fordi han er Nazist; de have i dag besat Gamle Carlsberg for at ordne Strejken på egen Hånd.

Havde meget Skriveri, også i Anledning af Terminer med mine mange Gaver og Understøttelser; havde også Skriveri angående Rusgildet. Talte med Direktør Knud Rex, der var lidt skuffet over, at hans Frihedskæmperforestilling ikke trak godt Hus.

Arbejder hver Dag på Storkansleren. Smukke Omtaler af Karl Gustav for hans Præstation som den unge Mand i Hvis et Folk vil leve. Min Søn besøgte mig og blev her længe.

Der skal udnævnes en Bøddel for Danmark; det er en så underlig Tanke og minder om det forrige Århundrede. Arbejdede i tre-fire Timer på Storkansleren, men nu er jeg også meget træt; Karl Gustav har jeg hverken set eller hørt noget til siden i Tirsdags; i Sandhed en kærlig Søn.

Uro er der stadig, de sidste Nætter er der blevet skudt her i Kvarteret; der bliver øvet sabotage mod tysksindede Medborgeres Huse og Forretning. Værst gør det til i Sønderjylland.

Brev fra Fru Reinhold-Jacobsen, der skriver, at i den Tid hun var fængslet som Følge af Beskyldning for at være Nazist, blev hun hånet og udskældt af Frihedskæmperne, der endog satte en Revolver i Ryggen på hende, når hun var på Gårdtur.

Arbejdede på Storkansleren. Blev barberet af Preben Christensen, der fortalte, at Barber Nielsen og Kone havde skjult sig i Dagmarhus efter Befrielsen, han havde udført adskillige Clearingsmord og stukket mange; det sidste havde Konen også gjort.

Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.

Var for første Gang i lange Tider i Drachmannskroen, hvor Maden smagte mig udmærket; Jørgensen mente ikke, der var Fare for at Frihedskæmperne skulle modsætte sig Korpsets af de fleste ønskede Opløsning, da Hæren var stærk nok til at holde dem Stangen.

Hvad mon der kommer ud af Kommissionen angående 9. April 1940? Foreløbig synes Politikerne at holde Hånden over hinanden.
 

Starck er blevet engageret til Aalborg Teater, hvad der glæder mig på hans Vegne; jeg har hørt så meget godt om Direktøren Poul Petersen.

Arbejdede med inderlig Glæde på Storkansleren. Var ude at besøge Svend Melsing, der havde det meget bedre; han havde fået indrettet i sin Have en diminutiv Dam med Åkander og Guldfisk. Han frarådede mig bestemt [at] yde økonomisk Støtte til Allé Scenen.

Skrev et ubehageligt Brev til Karl Gustav; det har han godt af, som han negligerer mig. Spiste i Drachmannskroen; det er vist første Gang i mit liv jeg har fået Gåsesteg den 4. August.

Karl Gustav kom op til mig brunet af Hornbæks Sol og af det salte Vand deroppe; han var kærlig imod mig og glad; meget opsat på, at jeg skulle støtte Allé-Scenen, Heger havde bedt ham så meget derom; jeg må til gengæld for den eventuelle Støtte få Yrsa og Ristes Rust opført.

Arbejdede på Storkansleren. Per Knutzon og Heger var her i Dag for at anmode mig om økonomisk Støtte til Allé-Scenen.

Sad og spiste, og straks kom den indtagende Erling Schroeder hen til mig og fortalte løst og fast, han filmede i Roskildeegnen og ved Ledreborg, han spillede, sagde han, en interessant ung Greve i Filmen.

Arbejdede på Storkansleren. Havde Besøg af Fru Andresen, der fortalte, hvor mange Ubehageligheder, hun havde hjemme i Kerteminde som Følge af Datterens Besøg.

Mikkelsen fortalte om Forholdene på Bornholm, hvor de russiske Soldater optræder som rene Banditter, når de er løshændede, og Mord, Voldtægt, Brandstiftelse hører til Dagens Orden derovre.

Hans besøgte mig, meget opfyldt af alt det, Erik Scavenius havde fortalt under Besøget på Stensballegård; Erik var indigneret over, at Gunnar Larsen skulle være Syndebuk for hele Ministeriet Buhl; Buhl, der selv var stærkt kompromitteret, havde på en grum Måde ladet Erik i Stikken.

Arbejdede på Storkansleren. Så den amerikanske Film, der har vakt så stor Opsigt over hele Verden Månen skjuler sig. Filmen foregår under Besættelsen i Norge, men den er uden Fanatisme.

Morer mig over Avisernes Festlyrik i Anledning af Kongen af Norges Ankomst og snakker op og ned ad Stolperne om Broderkærlighed mellem de to Kongebrødre; jeg, der har set dem vokse op, ved bedre Besked, de hadede hinanden som Drenge, det er sikkert og vist.

Pænt langt Brev fra Karl Gustav, der har kreeret Hannibals Rolle i Kaj Munks Før Cannae på Kongens Fødselsdag i Odense. Nød rigtig det blå vatterede Sengetæppe i Nat.

Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.

Var oppe hos Thorman for at lade Kai Nielsen rette på min Bandage; vi var enige om at misbillige Domstolenes undertiden aldeles forrykte Domme, således kom det for en Dag igår, at Højesteret frikendte en såkaldt Landsforræder, der var idømt syv Års Tugthus af Østre Landsret.

Det lader til, at Russerne vil blive hele Vinteren på Bornholm, som de næppe nogensinde forlader; der bliver ingen Engangsskat, men der vil forhåbentlig kunne presses tre Milliarder ud af Værnemagerne.

Mødtes med Preben i Odd Fellow Palæets lille Sal til den af Svend Fridberg arrangerede Oplæsning af Nathan der weisse. Fridberg får nu Støtte af det Offentlige til de afholdte Oplæsninger.

Fik et rart langt Brev fra Karl Gustav, der skriver, at man i vide Kredse venter mig til Odense, når Premieren finder Sted; han er meget bange for sin første Optræden som Hamlet. Var henne på Hollændervej, stemte naturligvis på det konservative Folkeparti.

Jeg er meget glad og beroliget ved, at Socialdemokrater og Kommunister ikke fik Flertal, så går vi forhåbentlig rolige Tider i Møde. Skrev til Karl Gustav. Preben bad mig om en Dag at følge ham hen til Overlæge Borberg for at tale med ham om Ingegerd.

Hvor er det farligt med de mange Våben, man har ladet de afdankede Frihedskæmpere beholde, i går har en 13 Års Dreng dræbt en jævnaldrende Kammerat med et Gevær, en Frihedskæmper havde været letsindig nok til at låne ham.

Det har gjort mig ondt at erfare Prinsesse Thyras Død, hun var det Medlem af Kongefamilien, jeg satte mest Pris på, hun var den mest menneskelige af dem alle, talte til en, som om man var hendes Lige, aldrig de haut en bas; Moder holdt også så meget af hende.

Bladene taler anerkendende om Karl Gustavs Udførelse af Hamlets Rolle.

Odensebladene taler meget rosende om Karl Gustav; min Søn har været underkastet et langt Interview af Fyns Venstreblad; det er holdt i en kåd og drengeagtig Tone og omhandler både hans Ægteskab og Forholdet til mig og mange andre Ting, som ikke vedkommer Publikum.

Karl Gustav sendte mig sit Billede af Hamlet med Yoricks Hoved; meget smukt. Arbejdede med Fru Jacobsen, der i går havde været sammen med engelske Officerer; de havde talt med megen Modvilje om Russerne, som de mente Englænderne snart kom i Krig med.

Var til Ussings Oplæsning; han læste noget ret uforståeligt af Pär Lagerkvist Det evige Smil samt Oscar Wildes Kvadet om Reading Tugthus.

Arbejdede hele Eftermiddagen med Fru Reinhold-Jacobsen, der i Pauserne fortalte om alt det, hun havde fået at vide af den unge Holm, der lige er kommet hjem fra Tyskland.

Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.

Skrev til Kehler om Karl Gustavs urimelige Optræden over for Allé-Scenen og om den dårlige behandling af de tyske Flygtninge; der ville jeg gerne hjælpe.

Skrev til Direktør Heger angående Opførelsen af Don Carlos; jeg tror, det er en god Ide at lade Svend Fridberg sætte Dramaet i Scene, Han har le feu sévère og er Det Kongelige Teaters onde Samvittighed takket være Oplæsningsmatinéerne. 

Man ser åbenbart forskelligt på Behandlingen af tyske Flygtninge, for Rydgård fortalte Köller, der står for Folkekøkkenerne, giver Flygtningene det samme, som serveres i Folkekøkkenet, og den Mad er god og rigelig.

Karl Gustav kom op til mig om Morgenen, Besøget på Stensballegård var blevet aflyst på Grund af Fru Holm født Hegermanns Død; Karl Gustav meddelte mig, at Don Carlos var udskudt indtil videre, og kom Tragedien Først frem omkring første April var det for sent på Sæsonen.

Spiste en udmærket Middag i Drachmannskroen, navnlig den kogte Kalkun var superb; talte med Paul, der som sædvanligt betjente mit Bord. Premieren på Riddersalen fængslede mig stærkt, det var det amerikanske Stykke Seks Kammerater af John Patrick.

Det er så uhyggeligt at tænke på, at Pastor Helweg-Larsens Søn er blevet henrettet imorges, det er den første Henrettelse, der har fundet Sted siden Jens Nielsens Henrettelse 1892 i Horsens; Helweg-Larsen skal have været et så rart Menneske, siger Houmark, der var hans Ven.

Brev fra Preben, der ikke har fået nogen af mine mange Breve; det er en usikker Postforbindelse i vore Dage. Senere på Dagen kom der et Brev til fra Preben, der meddeler, at han har fået mit første Brev, som har været omtrent en Måned undervejs.

Ølstrejker i alle Ender og Kanter af Landet, navnlig i Odense, Kommunisterne står bag ved, og Hensigten er at vælte Knud Kristensen fordi han formentlig ikke går kraftigt nok frem mod de Anklagede fra Besættelsestiden; altså rent politiske Strejker.

Tænkte med Glæde på Karl Gustavs Oplæsning af forskellige Scener af Don Carlos, der er dog forhåbentlig nogen Mennesker, der vil glæde sig over endelig at få anden Kost på Teatrene end disse tomme, flove engelske og amerikanske Stykker.

Jeg går i disse Dage, hvor det stormer og sner ikke ud, det er af Forsigtighedshensyn. Fru Andresen besøgte mig; hun meddelte mig, at Thygesen var blevet afsløret som både Stikker og Pengeafpresser.

Generalstrejken er trådt i Kraft; den er foranstaltet af Pøblen med vores hjemlige Kommunister og de røde Djævle i Moskva som Bagmænd; det er Straf fordi Domstolene ikke har villet dømme Klagenberg til Døden.

Var til Svend Fridbergs Oplæsning af Victor Hugos Hernani; Fridbergs Energi er imponerende, han har selv oversat Hugos af Patos svulmende Drama; Fru Blanche Funch var Donna Sol, hvis første Fremstillerinde; Nathalie Ryge, jeg har kendt. 

Karl Gustav besøgte mig efter Frokost; han meddelte, at Drengen Fritz var blevet en Succes, så der bliver ikke noget af Don Carlos før i Begyndelsen af næste Sæson, og jeg havde lige skrevet noget til Allé-Scenens Program for at vejlede Publikum.

Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.

Karl Gustav kom på et rart Besøg; han ligger hver Dag i Sengen til hen på Eftermiddagen, når han skal til Prøve på Don Carlos; Philip den anden skal spilles af Federspiel, det bliver nok godt.

Om Aftenen læste jeg i Olaf Gynts Drama Kydos, som jeg har fået tilegnet af Dirigenten; der er ingen Retfærdighed til, ifald dette Stykke ikke kommer frem på Det Kongelige Teater. Skrev til Preben.

Var sammen med Karl Gustav til Generalprøve på en vanvittigt fjollet Farce af den amerikanske Kesselring Arsenik og gamle Kniplinger.

Der kom to Medlemmer af Kriminalpolitiet for at tale med mig om nogle Plattenslagere, som de mente havde henvendt sig til og udgivet sig for Politibetjente, der ville flygte for Gestapo og bad om Hjælp til Flugten.

Stalin optræder med større og større Frækhed, nu har [han] ladet sine Tropper rykke mod Teheran. Arbejdede på Storkansleren.

De Radikale bliver sig selv lig; inden 1914 proklamerede de, at der aldrig mere blev Krig i Verden, i 1939 erklærede de, at Danmark absolut ikke kom med i den anden Verdenskrig, nu råber de højt op om, at Konflikten mellem England og Rusland ikke kan fremkalde en tredje Verdenskrig, skønt alle an

Skrev langt Brev til Preben; Karl Gustav besøgte mig, glad over at Erling Schroeder var kommet hjem fra Skituren i Norge og nu prøvede som Markis Posa, en Rolle der passede så godt til ham.

Karl Gustav kom herop lige inden Prøven; han var glad ved sin nye Lejlighed og ved at være trådt Ingegerd nær, naturligvis er Erling Schroeder ypperlig som Markis Posa.

Arbejdede på en Afhandling om Odense Teater, som jeg har lovet Poul Dreyer og Rungwald til Jubilæumsbogen.

Var til en smuk og gribende Forestilling i Det Ny Teater, hvor Kjeld Abells Silkeborg blev opført, hvor må Forfatteren være himmelvidt forskellig fra Faderen, min afdøde Ungdomsbekendt, den rolige og sindige Peter Abell.

På Vejen til Frederiksberg Kirke sad den påtrængende Frøken Brandt og passede mig op; jeg bebrejdede hende, at hun fylder sine Breve med Bagtalelse af Karl Gustav.

Arbejdede længe på Storkansleren, da jeg havde hvilet lidt, gik jeg ind til Allé-Scenen for at høre, når Generalprøven var; mødte Karl Gustav, der vise mig en af Dekorationerne til Don Carlos; han lader sit Hår vokse til Rollen og skal ind at have det krøllet hos Munk.

Var til den første Generalprøve på Don Carlos, som jeg overværede ganske alene Kl. 12½.

Om Aftenen skrev jeg til Svend Fridberg og nævnede for ham de gode og de mindre gode Side[r] ved Opførelsen af Don Carlos. Han bliver næppe tilfreds med Værdsættelsen af hans Sceneinstruktion, mais que faire?

Arbejdede på Storkansleren. Sad ved Siden af min Svigerdatter til Premieren på Don Carlos, hun så nydelig ud, men var lidt for pyntet. Det var Stjernekomedie, og Stjernerne var Karl Gustav og Erling Schroeder.

Alle Bladene er uden Undtagelse enige om, at nedsable Udførelsen af Don Carlos, også Karl Gustav bliver brutalt revet ned, meget uretfærdigt; jeg er meget ked af det, det er mig en stor Skuffelse.

Don Carlos spilles for sidste Gang på Torsdag, det er en trist Historie.

Var for fjerde Gang henne at se Don Carlos, der har spillet sig svært op; desværre var det, som om de Optrædende den Aften, da Anmelderne var tilstede, var mindre veloplagte.

Karl Gustav og Marianne besøgte mig; Skuffelsen havde præget sig i hans Ansigt; som Demonstration mod Pressen var de Optrædende i Don Carlos blevet enige om at læse Dramaet op i Nationalmuseet en Søndag.

Hvor latterligt, at man vil holde store Mindefester den 5. Maj; med Fakkeltog etc. efter alle de Skuffelser, det År, der er gået siden Befrielsen, har bragt; jeg agter at lukke mig inde i min Stue.

Rart Brev fra Houmark fuld af Glæde over min Søn Don Carlos og Harme over den uretfærdige og ondskabsfulde Kritik; et lignende Brev fra Astrid Brettar-Meyer, der heldigvis har det bedre.

Fik Besøg af Karl Gustav, der var kommet lidt over Skuffelsen ved Don Carlos’ Fiasko; der bliver ikke noget af Oplæsningen in pleno af Schillers Tragedie, Svend Fridberg er bange for at blive lagt for Had af Pressen, der sikkert vil betragte det som en Demonstration.

Så Kongen og Dronningen køre forbi hen til Korset ved Runddelen, i Aften skal der være Asfaltbal omkring Korset, en mindre passende Sammenblanding.

Gik langs Søerne, og Drømme fra længst forsvundne Dage kom op i mig, jeg mindedes en Sommeraften 1889, da jeg havde været i Dagmarteatret og set Wilhelm Wiehe i Ludvig den 11tes Ungdom; efter Forestillingens Slutning fulgte jeg efter ham på Afstand.

Pænt af Erling Schroeder at sende mig Billet til Riddersalens Premiere på Søndag, men nu under Sorgen er jeg ikke oplagt til at gå i Teatret, så jeg bragte Billetten tilbage til Billetkontoret, hvor jeg også traf Poul Jørgensen, der talte med Deltagelse om Prebens Død.

Arbejdede på Storkansleren. Var i Frue Kirke og hørte Stiftsprovst Brodersen, der meget indtrængende sagde, at Verden ville gå til Grunde, ifald Menneskeheden ikke samlede sig om Gud, det var den eneste Redning.

Havde en dejlig Aften: Spiste først i Drachmannskroen og overværede så Opførelsen af William Sarozoms Rigtige Mennesker. Stykket er en Hymne til Godheden og Venligheden, båden inden for den enkelte Familie og overfor dem, man kommer i Berøring med, navnlig i sit Hjem.

Sendte Erling Schroeder en Buket af Studenternelliker som Tak for Aftenen igår; skrev til Karl Gustav, der holder Hvedebrødsdage ved en Sø i Eskilstuna, og fortalte ham om Rigtige Mennesker.

Kongen og Dronningen er er komne hjem fra Sønderjyllandsturen, under hvilken Kongen har opbygget Befolkningen ved stadig at græde af Rørelse, hvilket gjorde megen Lykke!

Arbejdede på Storkansleren. Læser med Interesse den oprindelige Udgave af Gjenboerne, den, Hostrup skrev til Studenterforeningen.

Spiste i Drachmannskroen, hvor jeg som altid befandt mig vel. Forstod denne Gang adskilligt bedre, end første Gang, jeg så Saroyans Rigtige mennesker.

Vågnede, da Atombomben eksploderede, men mærkede ikke noget. Atombomben er en god Kakkelovn, der, hvor den eksploderer, stiger Termometret til 68 Millioner Graders Varme; det bliver en forfærdelig Krig, den som formodentlig snart kommer.

Der tales meget om den såkaldte Studiescene som blandt andre Per Knutzon og Erling Schroeder skal være Ledere; det øvrige Selskab ser mig noget kommunistisk ud; det er min Tanke at støtte Riddersalen.

Var ude at se de store amerikanske Krigsskibe, da Marmorkirken var lukket, skønt det stod i Bladene, at der var Gudstjeneste.

Skrev et langt Brev til Erling Schroeder og tilbød ham Samarbejde i Riddersalen.

Jeg tænker med så megen Glæde tilbage på Erling Schroeders Besøg, på den hyggelige og interesserede Måde, hvorpå han af sig selv gik rundt og så på mine Kunstgenstande; han ville åbenbart gerne være kommet før, men hvem mon der har fået ham fra det?

Brev fra Olaf Gynt om at Kydos skal opføres på den norske Scene til Vinter. Olaf Gynt er sjældent gået tomhændet fra mig; denne Gang får han 500 Kroner for at kunne udgive Midnats Musik.

Henimod Middag kom Karl Gustav, der overbragte mig en Indbydelse fra Direktionen for Allé-Scenen til at overvære en af Prøverne på det franske Drama Antigone… Karl Gustav var meget optaget af Rigtige Mennesker i Riddersalen.

Kom et langt Stykke frem i Storkansleren. Det ærgrer mig, som Folk skaber sig med deres forlorne Indignation over Franco.

Karl Gustav besøgte mig, da jeg kom hjem, han mente, at de Tilskuere, der gik til Antigone, gik der af Snobberi og de roste det, for ikke at blive ansete for Nazister.

Erling Schroeder sendte mig et Privatbillede af ham selv, ledsaget af et meget smukt Brev, var straks henne hos Kleis for at få Billedet i Ramme. Arbejdede på Storkansleren….

Kehler talte om, at der var så mange Teaterfolk, som var Kommunister; Grunden, mente han, var den, at de pågældende mente, der i Rusland var en Klan, der levede højt, og at de in casu ville komme ind i den Klan.

Spiste i Drachmannskroen, og bagefter var jeg i Riddersalen for at se, hvorledes Eduard Mielche opfattede Jonah Websters Rolle.

Udenfor Kirken havde jeg en lang Samtale med Carl Heger, hvem Sladderen allerede havde forebragt, at jeg ikke syntes om Antigone.

Karl Gustav viser mig stadig små Opmærksomheder; han var hos mig; fortalte, at Marianne holdt så meget af mig.

Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.

Var henne i Saga at se Karl Gustav i den Film, som en Søn af hans afdøde Ven, Gösta Ekman har skrevet Op med lille Martha; jeg morede mig kostelig og glædede mig over, at det noget vanskelige Emne, en Mand i Damedragt, ikke gav Anledning til Lummerhed.

Eyvind Johan-Svendsen har fået en Ende på sit ulykkelige Liv, der til sidst var ganske opslugt af Druk og endnu værre Strabadser; han var allerede langt nede, da jeg sidste Gang så ham som Baronen i Strindbergs Båndet.

Karl Gustav besøgte mig inden Middag, han var meget opfyldt af, at han med kort Varsel skal spille Prologus i Antigone, da Hans Henrik Krause nu skal prøve på Frederiksberg Teater.

Arbejdede på Storkansleren. I Thorvald Larsens Jubilæumsbog omtales jeg med megen Anerkendelse for mit Samarbejde med Odense Teater. Sendte Telegram til Jubilaren.

Spiste en god Middag i Drachmannskroen; der var Prøve i Riddersalen på Natteherberg. Var i Allé-Scenen og så for anden Gang Antigone, der vinder ved at ses en Gang til.

Karl Gustav sad og ventede på mig; han havde været der i omtrent en Time; Sminken sad på hans Ansigt fra Eftermiddagsforestillingen med Antigone.

Skrev til Hellan Kolbye og ønskede ham tillykke med hans Ægteskab med Skuespillerinden Grethe Carlsen; bare det må gå, Hellan er så decideret homoseksuel. Besøg af Karl Gustav.

Karl Gustav fortalte om Episoden på Det Kongelige Teater, hvor Ebbe Rode har overfaldet Frantz Andersen, der havde udtalt sig meget stærkt om Seligmannes ondskabsfulde og uretfærdige Anmeldelse af Opførelsen af Don Juan.

Spiste en udmærket Middag i Drachmannskroen, det er et godt Madsted; Jørgensen betjente mig som sædvanlig; jeg fortalte om Prøverne inde i Riddersalen på Maxim Gorkijs Natteherberg; der prøves endnu med Rollehæfterne i Hånden og de Optrædende tale sammen om Stykket.

Talte med Direktør Heger, der udgød sig i Begejstring for Anouihl, en Begejstring, jeg absolut ikke kan dele, jeg rådede ham til at dyrke Oehlenschläger, navnlig hans Yrsa, Heger var ængstelig for sin Meddirektør Per Knutzon, der atter ligger [syg] af Mavesår.

Arbejdede på Storkansleren. Karl Gustav besøgte mig, han fortalte om det meget Arbejde, Skuespillerne havde haft i Søndags.

Talte udenfor Frederiksberg Teater med Karl Jørgensen; det glæder mig, at han har fået Hofjægermesterens Rolle i Julen på Ravnsholt; det er drøjt for de Skuespillere, som han, der må gå og vente på en tilfældig Rolle og ellers være uden Engagement.

Meget glad og taknemmelig skriver Erling Schroeder i Anledning af min Støtte til Riddersalen; han kommer op til mig en af Dagene og besegler vort Venskab.

Karl Gustav sagde, at der [var] overfyldt i Riddersalen Aften efter Aften, det glæder mig oprigtigt.

Havde Besøg af Starck, hvem jeg lovede nogen økonomisk Hjælp, da han længe havde været uden Engagement; ikke siden han rejste i Provinserne med Erik Lassen og spillede i Ebberød Bank; det at han nærmer sig de 60 bevirker, at han vanskelig kan få Engagement.

Kl. 2 kom Erling Schroeder; han var særlig smuk i dag; vi sad den meste Tid [med] hinanden i Hænderne og lidt efter lidt blev vi Dus; han sagde, at han havde noget vanskelig ved det, ”for jeg har sådan en Ærbødighed for dig”, sagde han; men det gik dog glat.